Håb om 750 millioner slukket for OW Bunker-investorer
Kurator havde håbet at finde trekvart milliard hos OW Bunkers problemkunde Tankoil, men den kasse er tom.
OW Bunker-investorer må se langt efter 750 millioner kroner, som Tankoil skyldte det fallerede selskab. Arkivfoto
OW Bunker-investorer må se langt efter 750 millioner kroner, som Tankoil skyldte det fallerede selskab. Arkivfoto Foto: Kasper Palsnov/SCANPIX DENMARK


Kurator i olieselskabet OW Bunkers konkursbo John Sommer Schmidt havde håbet, at en granskning af problemkunden Tankoil Marine Services i Singapore ville afsløre, hvad der var blevet af cirka 750 millioner kroner, som OW Bunker har tabt på at yde kreditter til kunden.

Men undersøgelsen har kun åbnet låget til en tom pengekasse, skriver Børsen.

Siden juli er Tankoil Singapores forhold blevet gransket af FTI Consulting, men beskeden er, at der ikke er noget at komme efter.

- Vi har desværre konstateret, at der ikke er de store værdier i Tankoil. Der er ingen bankkonto med penge eller andet, eksempelvis olielagre. Boet er reelt tomt, siger John Sommer Schmidt til Børsen.

- De 125 millioner dollar er forsvundet. Det var dem, eller i hvert fald værdien herfra, vi havde håbet at finde i Tankoil, siger han videre.

Det var OW Bunkers lokale datterselskab i Singapore, Dynamic Oil Trading (DOT), med Lars Møller i spidsen, der endte med at yde problemkunden de store kreditter.

Og selvom de mange millioner ikke er blevet fundet i Tankoil, håber kurator John Sommer Schmidt at kunne bruge oplysningerne fra konkursbehandlingen til at blive klogere på, hvad der foregik i samhandlen mellem Tankoil og Dynamic Oil Trading.

- Nu skal FTI Consulting grave sig igennem materialet for at finde en forklaring på, hvad der er sket, og det er de i gang med. Jeg håber selvfølgelig på, at vi kan finde ud af, hvad der er sket, når man sætter puslespillet sammen med brikkerne fra DOT, siger han til avisen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.