Kontanthjælpsmodtagere, sygemeldte og førtidspensionister går sammen i protest mod den klapjagt, som de mener, er gået ind på folk på overførselsindkomster. Et gult tørklæde om halsen er gruppens våben.
"Nogle er gode til at være politisk aktive eller skrive læserbreve. Jeg tager det gule tørklæde på for at vise, at jeg er syg. Når jeg går ud ad
døren, tager jeg makeup på og sætter hår - ingen kan se, at jeg er syg. Det ville være nemmere med en brækket arm," siger Joan Madsen, der er på ressourceydelse svarende til kontanthjælp. Hun er med i gruppen Det Gule Tørklæde, som blandt andet vinder frem på Facebook.
Tirsdag gik gule tørklæder på gaden i Haderslev, fordi de mener, at syge og klemte borgere bliver behandlet dårligt.
Til 1. maj-arrangementer i dag vil medlemmer møde op i gult og dele foldere ud. Deres mål er at blive accepteret uden at blive skudt i skoene, at de ikke gider arbejde, skriver Jyllands-Posten.