Guldfireren stryger direkte i VM-semifinale
Letvægtsfireren roede stærkt i anden halvdel af det indledende heat og sikrede en plads i semifinalen ved VM.
Guldfireren roede sig mandag direkte i VM-semifinalen ved at vinde det indledende heat.
Guldfireren roede sig mandag direkte i VM-semifinalen ved at vinde det indledende heat. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Letvægtsfireren i roning fik mandag en rigtig god start på titelforsvaret ved VM, der bliver afholdt i Aiguebelette i Frankrig.

Kvartetten, der består af Jacob Søgaard, Jacob Barsøe, Jens Vilhelmsen og Kasper Jørgensen, vandt det indledende heat i tiden 5.57,51 minutter.

Båden, der bærer tilnavnet Guldfireren, afviste Italien og USA, der sluttede et godt stykke bagude.

Den danske båd lå nummer tre efter 500 meter, men efter en kilometer, halvvejs gennem løbet, havde kvartetten arbejdet sig op på andenpladsen.

Mod slutningen var den danske båd helt suveræn, og Italien var knap fire sekunder efter på andenpladsen.

- Vi fik en rigtig skidt start, men det var fedt, at vi viste masser af moral til at komme igen og ro os op igennem feltet.

- Efter omkring 1000 meter fangede vi rytmen igen, og så kørte det bare derudaf. Men der er endnu mere i posen, siger Jacob Barsøe til Dansk Forening for Rosports hjemmeside.

Kun vinderen gik direkte videre til semifinalerne fredag, mens der er opsamlingsheat onsdag.

Med pladsen i semifinalerne er Guldfireren meget tæt på at kvalificere sig til OL.

De 11 bedste både ved VM kommer med til legene i Rio, og der kommer i alt 12 både med i semifinalerne.

Guldfireren måtte for nogle måneder siden lave en udskiftning, som har dæmpet VM-målsætningen til i første omgang at komme i finalen.

Bådens mest rutinerede medlem, Morten Jørgensen, måtte på grund af en skade overlade pladsen til Jens Vilhelmsen.

Morten Jørgensen var med til at vinde VM-guld i både 2013 og 2014 sammen med Jacob Søgaard, Jacob Barsøe og Kasper Jørgensen.

I herrernes dobbeltsculler kom Frank Steffensen og Sophus Johannesen videre til kvartfinalerne, efter at de blev nummer tre i deres indledende heat.

Mette Dyrlund og Lisbet Falch Jakobsen må til gengæld i opsamlingsheat i deres dobbeltsculler, efter at de blev nummer tre i det indledende heat.

Herredobbeltfireren med Oscar Petersen, Andrej Lawaetz Bendtsen, Mathias Larsen og Emil Hjort Espensen kom direkte i A-finalen via en andenplads i det indledende heat.

Damedobbeltfireren med Aja Runge Holmegaard, Mathilde Persson, Helene Nygaard Olsen og Marie Westhausen Gottlieb sluttede på sidstepladsen i det indledende heat.

Kvartetten skal i opsamlingsheat for at komme i finalen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.