Avisen.dk
Nyhedsbrev | Opret profil | Log ind | Avisen.dk bruger cookies, læs mere her

Guldfireren snydt på stregen

De danske Guldfirer kunne ikke leve op til sit navn i torsdagens OL-finale. Danskerne blev slået på stregen og fik bronze.

2. aug. 2012 kl. 13:31
Start et spil på Spigo.dk
Spil
De fire danskere kunne ikke holde hele vejen hjem.
De fire danskere kunne ikke holde hele vejen hjem. Foto: SJØRUP THOMAS / POLFOTO

De danske roere i letvægtsfireren, også kendt som Guldfireren, måtte nøjes med bronze i torsdagens OL-finale.

Målet var guld, det havde ingen lagt skjul på, men danskerne vidste godt på forhånd, at det ville blive både tæt og svært.

Og det var præcis, hvad løbet blev.

Danskerne førte hele løbet igennem og krydsede både 500, 1000 og 1500 meter som forreste båd.

Desværre for danskerne kom den sydafrikanske og den britiske båd fornemt til slut, og begge disse både nåede akkurat at klemme sig forbi danskerne på de allersidste af de 2000 meter.

Til gengæld formåede danskerne at holde Australien bag sig. De fire første både lå meget tæt, og Danmark var blot 32 hundreddele af et sekund fra de sydafrikanske guldvindere.

Veteranen Eskild Ebbesen stopper en imponerende karriere efter dette OL. Ebbesen har været med i fem OL-finaler på stribe - og med dagens bronzemedaljer har han vundet tre guld- og to bronzemedaljer ved OL.

De øvrige medlemmer af den danske båd ved OL i London er Jacob Barsøe, Morten Jørgensen og Kasper Jørgensen.

Guldfireren ender med at tage en OL-medalje, flot i betragtning af bådens skæve begyndelse på OL-konkurrencen på Dorney Lake lidt uden for London. Båden blev blot nummer tre i det indledende heat.

I semifinalen tirsdag tog danskerne dog revanche og kvalificerede sig til finalen med en sikker førsteplads.

Danmark har været en magtfaktor i letvægtsfireren, siden disciplinen i 1996 i Atlanta for første gang var på OL-programmet. Ved den lejlighed vandt danskerne guld.

Fire år senere blev det til bronze i Sydney, men guldet blev genvundet ved OL i Athen i 2004. Også i Beijing i 2008 blev det til dansk guld, og fra dengang er Morten Jørgensen og Eskild Ebbesen gengangere.

40-årige Eskild Ebbesen har været med hele vejen fra guldet i Atlanta, men veteranen har dog meldt ud, at dette OL bliver hans absolut sidste. De øvrige tre roere planlægger at fortsætte i båden.

Læs også: OL-chok for håndboldkvinderne

Foto: Se Frede joke med Thorning og heppe på Lotte

Foto: Se hviderussisk mande-dame i OL-skandale

NYHEDSBREV
 
Interesserer du dig for nyheder om job og arbejdsliv, så prøv Avisen.dk's nyhedsbrev!
separator
Du kan naturligvis altid framelde dig igen, og vi deler ikke din mail med andre.
Læs vores forretningsbetingelser.
DEBAT OM ARTIKLEN
For at kommentere skal du være logget på Facebook. Logges på via "Kommenter via...", genindlæs siden
© Copyright 2013, Avisen Aps
Avisen.dk er ikke ansvarlig for indhold fra eksterne Internet sites