Guldfireren fik OL-sølv: Vi hader schweizerne lige nu
Skuffelsen var større end glæden hos Morten Jørgensen, der indrømmer, at han nok har ændret mening i morgen.
Den danske letvægtsfirer fik sølv i OL-finalen i roning i Rio. For fire år siden blev det til bronze i London. (Arkivfoto).
Den danske letvægtsfirer fik sølv i OL-finalen i roning i Rio. For fire år siden blev det til bronze i London. (Arkivfoto). Foto: Natacha Pisarenko/AP


Den danske Guldfirer sikrede torsdag Danmark den anden OL-medalje i Rio, men det var ikke af fineste karat.

De fire roere i letvægtsfireren lå længe i front, men efter 1000 meter blev den danske kvartet overhalet af Schweiz, der også endte med at tage guldet.

- Hvis du spørger os lige nu, så er skuffelsen større end glæden over sølvmedaljer, siger Morten Jørgensen, mens en flok danskere har taget opstilling lige ved siden af for at hylde sølvbesætningen.

- Vi havde sat nogle tider til træning, der betød, at det var realistisk at gå efter guldet. Vi har lavet tider, som vi aldrig har gjort før.

- Schweizerne var bare en tand bedre end os i dag, og det er selvfølgelig vildt irriterende. Lige nu hader vi dem, siger han og kigger ned på sin sølvmedalje, inden han fortsætter.

- Men i virkeligheden kan vi godt lide dem, vi er jo venner, men ude på vandet er det had.

Trods den schweiziske overhaling havde den danske besætning, der også består af Kasper Jørgensen, Jacob Barsøe og Jacob Søgaard, en tro på, at de kunne gå forbi.

- Vi mistede lidt på den tredje 500-meter-strækning, men det var ikke alarmerende. Vi mente, at det kunne vi godt hente i vores spurt, men det lykkedes ikke.

- Vi er skuffede, men når det bundfælder sig, så er der nok en anden mine på i morgen, siger Morten Jørgensen.

Den 31-årige roer var også med til at vinde OL-metal i Beijing og London. Først i februar vendte han tilbage til båden.

- Det er stort, at jeg ramte det niveau, jeg skulle være på, selv om jeg har været ude i hele 2015 og først kom tilbage i februar i år.

- Jeg sagde til de andre, at de nok ikke skulle regne med, at jeg var klar før OL-finalen. Det var jeg - jeg var, hvor jeg skulle være, siger Morten Jørgensen.

Ingen af de fire medlemmer i Guldfireren er umiddelbart klar til at fortsætte. Nu skal de holde en pause.

- Lige nu skal jeg hjem for at være far og passe mit arbejde, måske laver jeg en ironman i København på et tidspunkt.

- Jeg kommer ikke til at ro de næste to år, men det er ikke udelukket, at jeg bliver sulten igen, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.