Airbnb er en hjemmeside, som gør det muligt for private at agere hotel for rejsende. For dig, som skal ud og rejse, betyder det, at du selv kan leje boliger igennem private personer, og det er der god grund til at gøre. Det er ofte penge at spare i forhold til hotellernes priser, og så kommer du tættere på de lokale, fordi du enten bor på et værelse i udlejers bolig, eller alene, men stadig i lokale omgivelser.
Fordele er der selvfølgelig mange af, men har du overvejet ulemperne? Der er flere ting, du skal være opmærksom på, hvis du som rejsende vil finde et sted at bo via Airbnb.
Her giver vi dig en oversigt over de mest almindelige fælder.
INDEN du booker
Når ferien banker på, og du overvejer at finde et sted at bo gennem Airbnb, er det en god idé at researche på din udlejer, før I aftaler noget.
1. Udlejer har en historie
Start med at bedømme udlejers troværdighed ud fra de anmeldelser, tidligere lejere har givet. Udlejere på Airbnb er meget afhængige af de anmeldelser, de har fået, og dem skal du tjekke – læs nøje, og vær kritisk!
Er der anmeldelser eller formuleringer, som vækker undring, eller som du ikke kan lide, bør du kontakte udlejer for en afklaring, eller simpelthen droppe boligen og vende din opmærksomhed mod en anden.
Vil du vide mere om airbnb-fælderne: Læs den fulde artikel på WHERE2GO
2. Tag en snak med udlejer
Spørg om du kan ringe til udlejer og få en snak, inden du booker. På den måde kan I hurtigere få koordineret datoer for besøg og udlevering af nøgler, men det vigtigste ved opkaldet er, at du får mulighed for at danne dig et indtryk af udlejer. Den samme fornemmelse opnår du ikke via mail eller sms.
3. Du får, hvad du betaler for
Er boligen bare billig, eller er den lidt for billig? En bolig, der er billig, er naturligvis godt, men hvis boligen er meget billigere end alle de andre, der matcher samme beskrivelse, bør du overveje, om der eventuelt er noget uldent ved aftalen. Som det ofte gør sig gældende, så er visse tilbud simpelthen for gode til at være sande.
Skal du til Barcelona? Læs vores guide til byen for hele familien
4. Kontakt tidligere gæster
Du kan altid kontakte tidligere gæster og spørge om deres erfaringer, hvis du er i tvivl om den bolig, du overvejer at leje. Find og kontakt dem enten via Facebook, eller spørg udlejer om kontaktoplysninger.
5. Overdrivelse kan forekomme
Undgå skuffelse ved ankomst ved at være opmærksom på, at overdrivelse kan forekomme i beskrivelsen af boligen. Særligt boligens placering kan være genstand for let ønsketænkning. Skriver udlejer, at boligen ligger centralt og/eller tæt på noget bestemt, bør du tjekke oplysningerne og afsøge ekstra viden om området ved at søge på gadens navn, kigge på et kort og læse mere om området andre steder på nettet.
Redaktionen, Where2Go.dk, Aller Media