Psykolog og ejer af Fobiskolen, Peter Nattestad, har set direktøren, der levede i frygt for, at klappen skulle gå ned under møderne.
Han har set sygeplejersken, der var skrækslagen for at ryste på hænderne, når hun tog blodprøver.
Du skal gøre noget ved en social fobi, når du oplever, at det har en negativ betydning for din hverdag, råder Peter Nattestad.
”Nogle mennesker gør ikke noget. Måske tænker de, at det har jo stået på siden teenage-alderen. Men du behøver ikke accepterer ting, fordi de har været der i lang tid. Slet ikke hvis de har en negativ betydning i din hverdag.”
”Du er nødt til at lære at gøre de ting, som skræmmer dig, på en naturlig måde og udfordre dig selv,” siger Peter Nattestad.
Her er et par ledetråde for, hvornår alarmklokkerne måske bør ringe:
- Hvis du er der, hvor du ikke spiser frokost med kollegaerne, fordi du frygter at du vil sige noget dumt, eller falde igennem.
- Hvis du hele tiden spekulerer på, om dine kollegaer bedømmer dig negativt, men du snakker med dem.
- Hvis du dropper ting som eksempelvis et kursus, fordi du så vil skulle stå frem foran de andre og præsentere dig.
- Hvis du bruger uger på at frygte bestemte sociale situationer.
Er du der, hvor en social fobi eller angst påvirker dig negativt, så har du typisk brug for hjælp til at takle problemerne.
”Det findes nogle udmærkede selvhjælps-bøger, men det er rigtigt svært at holde sig fast i at gøre de ting, bøgerne foreslår. Der skal man typisk ind og have noget hjælp til det,” siger Peter Nattestad.
I en undersøgelse, som analysebureauet Wilke har lavet for Avisen.dk, svarer 36 ud af 501 adspurgte danskere, at de har en fobi, der i varierende grad påvirker deres arbejdsliv. Det svarer til hver 14. Det er særligt såkaldt social fobi. Det vil sige angst for at være sammen med andre mennesker, som der er tale om, siger eksperter til Avisen.dk.