Gudmundsson: Jeg er stolt og glad for femtepladsen
Det var en godkendt afslutning på VM-turneringen i Qatar at vinde de to sidste kampe, mener landstræneren.
Landstræner Gudmundur Gudmundsson er glad for den danske afslutning ved VM.
Landstræner Gudmundur Gudmundsson er glad for den danske afslutning ved VM. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Nederlaget mod Spanien i kvartfinalen gjorde ondt på de danske håndboldherrer.

Så det var glædeligt, at holdet var i stand til at rejse sig med to sejre i de to sidste placeringskampe om at blive nummer fem ved VM i Qatar, mener landstræner Gudmundur Gudmundsson.

Fredag blev det til sejr over Slovenien, og lørdag vandt danskerne 28-24 over Kroatien.

- Jeg er meget stolt og glad for de sidste to kampe. At komme tilbage på den måde var meget stærkt af holdet.

- Spillerne viste en god moral, vilje og et godt hjerte. Det var en svær kamp mod Slovenien, fordi det var en kamp om så meget - især at sikre os OL-kvalifikation, siger Gudmundsson.

En femteplads kan vise sig at give Danmark hjemmebanefordel i OL-kvalifikationen, men det er endnu ikke besluttet politisk og afhænger også af, om Qatar vinder det asiatiske mesterskab.

- Kroatien ville også vinde over os og måske få mulighed for at organisere en OL-kval-turnering på hjemmebane. Det ved vi jo ikke.

- Alligevel er der kæmpe forskel på at blive nummer fem eller seks. Og vi fik det allerbedste ud af det efter kampen mod Spanien - med to gode kampe, fastslår landstræneren.

Han evaluerer VM med panderynker og lidt ærgrelse over, at der ikke var en mellemrunde som ved EM-slutrunderne. Så ville der være større chance for, at de fire bedste hold endte i VM-semifinalerne.

- Vi har spillet ni kampe og kun tabt én. Jeg synes, det er mærkeligt at skulle spille en pokerturnering efter gruppespillet.

- Og så skal man også huske på, at jeg er kommet til som ny træner, og det tager altid tid at komme med sine ændringer.

- Vi har ændret nogle ting omkring forsvar, angreb, kontra og returløb. Det er mange ting, jeg har arbejdet med. Vi har forbedret os i hver eneste kamp, og spillerne oplever det også, siger landstræneren.

Næste mål for Danmark er at komme med til EM-slutrunden i Polen i 2016 samt OL i Rio senere samme år.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.