Gudmundsson: En gang imellem tager det 60 minutter
Danmark havde stort bøvl med at vinde over Qatar, men det lykkedes, og nu er OL-kvartfinalen i hus.
Danmarks Lasse Svan Hansen havde en god dag mod Qatar.
Danmarks Lasse Svan Hansen havde en god dag mod Qatar. Foto: Jens Dresling/Polfoto


De danske håndboldherrer skulle bruge hvert eneste minut og sågar det sidste sekund af kampen mod Qatar for at vinde den.

Det endte med en sejr på 26-25 og en billet til kvartfinalen ved OL i Rio. Og det er landstræner Gudmundur Gudmundsson tilfreds med inden den sidste gruppekamp mod Frankrig.

- Jeg har sagt til drengene, at det kan tage lang tid at vinde en kamp. En gang imellem tager det 60 minutter.

- Vi startede ikke optimalt i hverken forsvaret eller angrebet, men så fik vi styr på det efter 10-12 minutter. Vi kom ind i kampen og leverede fantastisk angrebsspil, siger Gudmundsson.

Den islandske træner valgte at pille Mikkel Hansen og Mads Christiansen ud af kampen og satse på Morten Olsen og Michael Damgaard i bagkæden, mens Mads Mensah kom ind og styrede spillet.

- Vi ændrede lidt på det og fik Morten over i højre side, så vi også havde plads til Mensah og Damgaard. På samme tidspunkt spillede vi bedre og bedre i forsvaret.

- I anden halvleg var der kun en enkelt fase, hvor vi begyndte at brænde. Så blev det vanskeligt, og vi blev usikre, siger landstræneren.

Danmark smed en føring på 24-21 og kom bagud 24-25, da der manglede under to minutter.

Men så udlignede Mads Mensah, inden Mikkel Hansen hamrede det afgørende mål ind i den dramatiske kamp. Noget som Lasse Svan Hansen er lettet over.

- Jeg er glad for, vi fik begge point. Vi manglede lige at få lukket den til sidst. Det er ærgerligt, vi skal give Qatar den chance.

- Vi brændte for meget. Det kan koges så kort ned. Det gælder om at være skarpe i 60 minutter, siger Lasse Svan.

Han betragter fortsat Danmark som en seriøs bejler til medaljerne efter sejren over Qatar, som snuppede VM-sølv på hjemmebane for halvandet år siden.

- Vi har slået verdens nummer to, så jeg synes, vi er medaljekandidater. Nu er vi i kvartfinalen, og det var vores mål helt fra start af, og så skal vi vinde den.

- Så er alt andet ligegyldigt med hensyn til, hvordan vi har spillet tidligere. Bare vi vinder den kvartfinale, så vi kommer til at spille om de medaljer.

- Sådan en sejr i sidste sekund giver os et kæmpe selvtillidsboost, og det havde vi også brug for efter den sidste kamp, hvor vi gjorde mange rigtige ting, men resultatet ikke var med os, siger Flensburg-fløjen.

Han henviser til Danmark foreløbig eneste nederlag, der blev indkasseret mod Kroatien.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.