Gudmundsson efter EM: Utroligt vigtigt halvår venter
Gudmundur Gudmundsson vil se mere dræberinstinkt hos sine spillere, når flere vitale opgaver venter i 2016.


EM i håndbold sluttede med en nedslående sjetteplads til Danmark efter 26-29 i fredagens placeringskamp mod Frankrig.

Men håndboldlandsholdet har i det mindste mulighed for at revanchere sig senere på året frem for at skulle vente et år på næste slutrunde.

I april venter OL-kvalifikationsturneringen, som forhåbentlig baner vejen til OL i Rio de Janeiro, og i juni spiller Danmark playoffkampe om at komme med til VM i Frankrig næste år.

- Det er et utroligt vigtigt halvår, der venter, og jeg tror, det er godt, at vi har nogle kampe, der betyder noget, siger landstræner Gudmundur Gudmundsson.

Godt nok er Danmark seedet i playoffkampene til VM, men det kan nu blive svært nok alligevel, da hold som Slovenien, Montenegro, Serbien og Bosnien er blandt de useedede.

- Jeg tør næsten ikke sige det. Men det er gode hold alle sammen. Vi har spillet ude mod Bosnien foran 8000 tilskuere, og det er meget svært. Jeg ved, det er en kæmpeopgave.

- Men nu må vi lige se, hvilken modstander vi får. Og hvilken OL-gruppe, vi ender i, og hvor den skal spilles. Vi må håbe, det bliver i Danmark, siger Gudmundsson.

Fredag aften tabte hans hold til Frankrig i en kamp, der bar præg af den manglende betydning, og derfor var det stadig skuffelserne mod Sverige og Tyskland, der fyldte hos islændingen.

Han har nu haft et par dage til at analysere kampene med henblik på at blive bedre til de kommende opgaver.

- Vi skal have mere dræberinstinkt. Mod Sverige førte vi 15-10 og skulle have den føring med til pausen, men så scorede svenskerne tre mål. De scorede også tre mål i de sidste minutter af anden halvleg.

- Så jeg vil se mere dræberinstinkt. Det manglede vi både mod Sverige og Tyskland, og det har jeg sagt til spillerne, og jeg tror, de er enige. Skal vi have marginalerne over på vores side, skal vi arbejde endnu hårdere, siger landstræneren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.