Manchester City har fået en flyvende start under Josep Guardiolas ledelse i Premier League.
Søndag sendte den spanske toptræners mandskab gæsterne fra West Ham retur til London med et 1-3-nederlag i bagagen, og dermed har Manchester City gjort rent bord i sæsonens første tre kampe og fører rækken på bedre målscore end Chelsea og Manchester United.
I Citys 3-1-sejr hjemme på Etihad Stadium åbnede Raheem Sterling sin målkonto i årets Premier League, da han allerede efter syv minutter afsluttede et smuk City-angreb med scoring.
David Silva førte bolden frem og fandt med en indenoms-stikning Manuel Nolito, som Guardiola har hentet til klubben. Fra baglinjen lagde Nolito bolden skråt ind i feltet, hvor Sterling kom til og sikkert passerede Adrian i West Ham-målet.
11 minutter senere headede Fernandinho hjemmeholdet på 2-0.
Straks fra anden halvlegs start fik City et mål annulleret, og da West Hams Michail Antonio knuste både Nicolás Otamendi og Gaël Clichy i en hovedstødsduel og stangede reduceringen ind, øjnede gæsterne håb.
Det blev dog ikke til mere end drømmen om point for West Ham, som var godt med og pressede værterne i anden halvleg, men flere gange mod kampens afslutning var ved at indkassere endnu et mål.
I overtiden gik den ikke længere for West Ham, og her satte Raheem Sterling punktum med sit andet mål i kampen.
Inklusiv kampene i Champions League-kvalifikationen har Pep Guardiolas mandskab nu vundet fem kampe på stribe.
For West Hams vedkommende kom nederlaget i kølvandet på klubbens 0-1-nederlag på hjemmebane i ugens løb til rumænske Astra Giurgiu.
Det nederlag betød at West Ham missede kvalifikationen til Europa League for andet år i træk, og at klubben ligeledes for andet år i træk blev stoppet af det rumænske hold.
Tidligere søndag delte West Bromwich Albion og Middlesbrough via 0-0 i en kamp, hvor gæsternes Viktor Fischer kun akkurat nåede fra bænken og på banen, før kampens dommer fløjtede opgøret af.
/ritzau/