Grundstødt fragtskib syd for Læsø er trukket fri
Et 200 meter langt fragtskib, der gik på grund på vej mod Polen, er blevet trukket fri. Nu venter undersøgelse
Et fragtskib var på vej til Polen, da det gik på grund i sidste uge. Mandag eftermiddag er det lykkes at trække skibet fri, oplyser vagtholdsleder ved Forsvarets Operationscenter.
Et fragtskib var på vej til Polen, da det gik på grund i sidste uge. Mandag eftermiddag er det lykkes at trække skibet fri, oplyser vagtholdsleder ved Forsvarets Operationscenter. Foto: Www.colourbox.com/Free


Mandag formiddag er det lykkes at trække et fragtskib, som stødte på grund i sidste uge syd for Læsø og øst for Hals, fri.

Det oplyser vagtholdsleder fra Forsvarets Operationscenter.

Nu skal skibet sejle nordpå, hvor det skal undersøges.

- Vi har bedt skibet om at gå nordpå og kaste anker. For det kan ikke fortsætte den retning, det var på vej. Der vil skibet så blive undersøgt af dykkere.

- Det er for at få en fuldstændig undersøgelse af skroget og tjekke, at der ikke er skader på skibet, siger vagtholdslederen.

Skibet vil blive undersøgt af dykkere mandag aften eller tirsdag. Når undersøgelsen er færdig, vil skibet blive frigivet, og så kan det fortsætte sin kurs mod Polen.

Det lykkedes at få skibet fri ved at flytte noget ballast og puste luft i nogle tanke for at ændre på vægtfordelingen i skibet.

Det var nemlig ikke hele skroget, men kun dele af skroget, der stod på grund.

Vagtholdslederen fortalte tidligere mandag at ved at lette den del af skibet, som stod på grund, håbede man, at skibet kom fri, eller at det gav var mulighed for at trække skibet fri.

Fragtskibet "Hakata Queen", der er 200 meter langt, gik på grund natten mellem torsdag og fredag på vej mod Gdansk i Polen.

Siden skibet er gået på grund, har det danske fartøj "Mette Miljø" rutinemæssigt været i nærheden. Der har ikke været tegn på udslip af olie.

Skibet, der sejler under Panama-flag, er lastet med sojabønner fra Argentina ifølge Maritime Danmark.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.