Grundfos pumper flere penge ud af mindre salg
Den jyske pumpemastodont Grundfos er presset på salget. Til gengæld bliver der tjent mere per solgte krone.
Grundfos i Bjerringbro er blevet bedre til at hive overskudskroner ud af salget.
Grundfos i Bjerringbro er blevet bedre til at hive overskudskroner ud af salget. Foto: ©pressefotograf Jens Bach/Free


Grundfos, der lever af at sælge pumper til hele verden, er i modvind. Markedet skrumper, og det betyder, at man ikke får solgt ligeså meget, som man gjorde i samme periode sidste år.

Omsætningen - de penge, et selskab får ind fra salget - til 11,6 milliarder kroner i første halvår af 2016. Det er 300 millioner færre kroner end i samme periode sidste år.

- Det går fornuftigt med vores indtjening, men vi døjer med salget. I marts havde vi en forudsætning om en vækst i markedet på tre procent, og det har vist sig slet ikke at holde stik, siger koncernchef Mads Nipper ifølge finans.dk.

Selskabet fortæller, at mens der er vækst i Kina og Indien, så er det amerikanske marked blevet mindre. Samtidig er der stadig pres på det russiske marked og i Mellemøsten har den faldende oliepris betyder, at kunderne er tilbageholdende.

Mens Grundfos altså slider med salget af pumperne er selskabet blevet bedre til at tjene penge på dem.

Driftsresultatet - overskuddet før renter på gæld og skat - steg med næsten en tredjedel i halvåret til 824 millioner kroner.

- Vi er fortsat på ret kurs med vores indtjening, og det er en forudsætning, for at vi kan investere i fremtiden og stå stærkt i den stigende konkurrence.

- Indsatsen for at nedbringe produktions- og materialeomkostningerne og stigende priser har styrket overskuddet. Men vi skal genskabe væksten i salget, og det vil blive en lang proces i et udfordrende marked, skriver Mads Nipper i en besked om udviklingen.

Grundfos blev grundlagt i 1945 og er vokset sig stort inden for produktion af pumper.

I 2014 blev Mads Nipper ny direktør, hentet fra Lego-koncernen. Han står i spidsen for en større omvæltning i Grundfos, der skal gøre selskabet mere effektivt. Det har blandt andet betydet 850 afskedigelser hos selskabet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.