Grundfos fyrer 405 medarbejdere
Pumpekoncernen fyrer hundredvis af medarbejdere på verdensplan. 133 må sige farvel til jobbet i Danmark.
133 danske Grundfos-ansatte skal vinke farvel til deres job.
133 danske Grundfos-ansatte skal vinke farvel til deres job. Foto: Pressefoto / Grundfoss/free


Pumpekoncernen Grundfos fyrer 405 medarbejdere globalt, hvoraf de 133 arbejdspladser er i Danmark, oplyser selskabet til Ritzau.

Grundfos-koncernen begrunder fyringsrunden med, at virksomheden gennem de seneste fire år har oplevet faldende indtjening og stigende kapacitetsomkostninger.

- Det er trist og smertefuldt at skulle sige farvel til mange dedikerede Grundfos kolleger, men beslutningen er nødvendig. Og vi forsøger som altid at hjælpe de berørte medarbejdere videre, siger koncernchef Mads Nipper i en skriftlig kommentar.

I forbindelse med fyringerne vil en række funktioner blive sammenlagt, og selskabet bebuder en såkaldt "afbureaukratisering af organisationen."

- Reduktionerne sker primært i vores administrative funktioner. Vi vil udvikle et Grundfos, som er enklere, hvor beslutningerne træffes og gennemføres med højere hastighed, hvor vi prioriterer skarpere, og hvor beslutnings- og sammenhængskraften i vores globale organisation skærpes, siger Mads Nipper.

Legos tidligere marketingsdirektør satte sig i chefstolen i Grundfos den 1. august i år. Han efterfulgte tidligere koncerndirektør Carsten Bjerg, der blev fyret sidste år.

Allerede i starten af september varslede Grundfos, at der ville komme en sparerunde, da pumpekoncernen aflagde sit halvårsregnskab.

I årets første seks måneder fik pumpekoncernen et resultat før skat på 301 millioner kroner. Det var en tilbagegang på 140 millioner kroner fra de 441 millioner kroner, der var afkastet i samme periode i fjor. Tilbagegangen skete samtidig med, at omsætningen steg.

Mads Nipper bebuder nu, at selskabet vil kæmpe for at få øget indtjeningen.

- Det gøres ved at reducere omkostningerne, trimme organisationen og ultimativt styrke vores globale salgsvækst, siger han.

Grundfos-koncernen har over 19.000 medarbejdere fordelt på 56 lande i 83 salgs- eller produktionsselskaber verden over. Selskabet har lidt over 5000 ansatte i Danmark.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.