En 60-årig kvinde gennemgik ufattelige lidelser, da hun igennem flere timer blev mishandlet og voldtaget på en adresse i Odense.
Fyns Politi har netop udsendt en pressemeddelelse om sagen, hvor en 55-årig i går blev varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Svendborg.
Manden er fængslet for voldtægt af særlig farlig karakter eller under i øvrigt skærpende omstændigheder efter straffelovens § 216, stk. 3.
Kvinden blev udsat for torturligende mishandling fra ca. kl. 18 til den 29. november 2014 kl. 04.30 på en adresse i Odense.
Ifølge politiet tog manden kvælertag på hende, hun blev voldtaget, slået og mishandlet så groft, at hun fik punktformede blødninger i øjnene og brækket brystben og ribben. Den venstre brystvorte blev bidt eller skåret af, den højre brystvorte delvist bidt eller skåret af, og hun fik blodudtrædninger i ansigtet og på halsen, så hun mistede bevidstheden og var i potentiel livsfare.
- Da der jo har været dørlukning, kan jeg ikke på nuværende tidspunkt komme med uddybende oplysninger om sagen, ikke mindst af hensyn til ofret, som stadig er indlagt på sygehuset og som i sagens natur er stærkt påvirket af sagen, siger senioranklager Marina Moltke-Leth, der var anklager i grundlovsforhøret.