"Grov social dumping": Stort gartneri bruger polakker til 45 kr i timen
Blomstergartneri, PKM ved Odense, har polakker ansat til 45 kroner i timen.

Se flere videoer på Localeyes.dk
Henter afspiller ...
Se flere videoer på Localeyes.dk


Landets største blomstergartneri, PKM ved Odense, har i årevis været kendt som en arbejdsplads uden løndumping. Men det ifølge Fagbladet 3F slut nu. For polakker tjener for tiden 45 kroner i timen for arbejde på gartneriet, skriver fagbladet.

Flere af polakkernes ansættelseskontrakter viser, at timelønnen er 45 kroner. Derudover har en af de polske arbejdere bekræftet over for Fagbladet 3F, at lønnen er 45 kroner i timen for arbejdet på gartneriet, der ellers har tegnet overenskomst.

- Der er tale om grov social dumping, som er fuldstændig uacceptabelt. Det er meget ærgerligt, for gartneriet PKM har tidligere gjort tingene ordentligt, og vi har fremhævet virksomheden som en god arbejdsplads, siger Charlotte Vincentz Petersen, formand for 3F Odense GOPS.

Indtil i september 2015 havde PKM omkring 200 fastansatte medarbejdere, der fik løn efter overenskomsten mellem 3F og arbejdsgiverforeningen GLS-A på gartneriområdet. Men i september fyrede gartneriet 16 fastansatte. De skulle fratræde midt i november.

Ganske få dage efter de fyrede var fratrådt, begyndte omkring 25 polakker at arbejde på gartneriet. De var formelt ansat i selskabet Artifex IVS, som ikke har tegnet overenskomst trods flere anmodninger fra 3F. Nu arbejder omkring 20 polakker fra Artifex hos PKM.

- Vi tjener 45 danske kroner i timen, netto. Jeg ved ikke, hvor meget vi betaler i skat. Vi får ingen lønsedler, og Jacob Maare (arbejdsgiveren, red.) har betalt os løn i hånden, siger en polakkerne, der ønsker at være anonym.

Den polske medarbejder hos Artifex oplyser om sin egen månedsløn, at den er på 6-8.000 kroner - alt efter, hvor mange timers arbejde, der skulle udføres hos PKM. Ud over 45 kroner i timeløn har polakken af arbejdsgiveren fået betalt for logi på et Danhostel i Odense samt for transport til Danmark.

Polakken fik arbejdet via en jobannonce på internettet. Fagbladet 3F har set en jobannonce fra begyndelsen af november 2015, hvor Artifex søgte medarbejdere til gartneri nær Odense til en timeløn på 45 kroner i hånden.

Artifex' stifter, direktør og ejer, Jacob Maare, oplyser til Fagbladet 3F, at han gerne vil snakke med 3F i Odense, men ikke med fagbladet. Han siger dog:

- Det er fuldstændig efter reglerne. Jeg betaler ophold for dem. Transport. Det er nettoløn, de får og ditten og datten. Hvis du regner tilbage, så har de stort det det samme, som hvis man tegner en overenskomst. Det er tæt på.

Hvorfor får de ikke lønsedler?

- Fordi de ligger hos min revisor alle tingene. Der er ikke noget galt i det. Der er ikke noget mystisk i det. Alle mine papirer ligger hos min revisor i Padborg, siger Jacob Maare.

Jack Møller, direktør for PKM bekræfter over for Fagbladet 3F, at der arbejder omkring 20 medarbejdere fra Artifex hos PKM for tiden. Men han vil ikke forholde sig til timelønnen på 45 kroner og de manglende lønsedler til polakkerne.

- Det kan jeg ikke udtale mig om. Det ved jeg ikke noget om. Det har ikke noget med mig at gøre, siger Jack Møller.

Har det ikke noget med dig at gøre? De arbejder på det gartneri, hvor du er direktør.

- Ja, men jeg har ikke ansat dem. Det er ikke mig, der har noget med deres ansættelsesforhold at gøre, så det kan jeg ikke udtale mig om, siger Jack Møller og oplyser, at han ikke ønsker at udtale sig mere, siger direktøren.

Er det noget, I vil gøre noget ved?

- Det kan jeg ikke udtale mig om. Jeg kan ikke andet sige end, at du kommer med nogle påstande. Det kan jeg ikke vurdere, om det er rigtigt eller forkert. Det ved jeg ikke. Jeg har en fast aftale med en entreprise, og sådan er det. Jeg må ikke blande mig i det eller gøre noget ved det, siger Jack Møller og vurderer, at PKM overholder alle regler omkring entrepriser.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.