Grov annoncehaj skal i fængsel i to et halvt år
45-årig mand stod for det administrative i omfattende svindel med annoncer. Nu skal han ind og ruske tremmer.
En 45-årig københavner er blevet idømt to og et halvt års fængsel. (Arkivfoto)
En 45-årig københavner er blevet idømt to og et halvt års fængsel. (Arkivfoto) Foto: DAVID ADEMAS/PHOTOPQR/OUEST FRANCE


En 45-årig mand fra København er mandag blevet idømt to og et halvt års fængsel i en grov bedragerisag, der indbragte ham omkring fem millioner kroner.

Manden erkender at have snøret langt over 100 mindre virksomheder i omfattende svindel med annoncer.

Najmul Saqib Nawaz fra København lavede sammen med to andre svindel i årene 2009 til 2011 ved at sælge annoncer til et blad, der i virkeligheden slet ikke eksisterede. Det gik blandt andet ud over en frisør i Holstebro.

Også et rengøringsfirma i Viborg blev snydt for over 100.000 kroner.

Den dømte var ikke selv med til at ringe op til ofrene. I stedet stod han for meget af det administrative arbejde.

- Jeg har lagt vægt på beløbets størrelse, og at der er tale om organiseret kriminalitet. Du har spillet en væsentlig rolle, og forbrydelserne er blevet begået over en lang periode, siger retsformand Bodil Toftemann og tilføjer:

- Der er også blevet lagt vægt på forholdenes karakter, for det er gået ud over rigtig mange mennesker.

Ud over fængselsstraffen venter der den 45-årige et større erstatningskrav.

Najmul Saqib Nawaz' forsvarer, advokat Kåre Pihlmann, fremhævede i sin procedure, at den tiltalte erkendte at have svindlet.

- Som en retsformand engang sagde, så mener jeg, at tilstår man, sparer man momsen. Måske lidt et jysk udtryk, men her giver det god mening, sagde han i et forsøg på at holde straffen nede.

Kåre Pihlmann mente, at Najmul Saqib Nawaz burde have sluppet med to til to og et halvt års betinget fængsel.

Den dømte har sammen med sin advokat endnu ikke taget stilling til, om han vil anke eller modtage byrettens afgørelse.

Også to mænd på 26 og 33 år er tiltalt i sagen. De nægter sig dog skyldige. Sagen mod de to kører særskilt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.