Groth åbner bordtennis-EM med sejr i gyser
Danmarks bedste bordtennisspiller Jonathan Groth havde en matchbold imod sig i første runde ved EM.
Jonathan Groth var i store problemer i sin EM-åbning, men danskeren klarede sig videre til anden runde. (Arkivfoto).
Jonathan Groth var i store problemer i sin EM-åbning, men danskeren klarede sig videre til anden runde. (Arkivfoto). Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix


Bordtennisspilleren Jonathan Groth er videre til anden runde ved EM i Budapest efter en regulær gyser.

Den kroatiske kvalifikationsspiller Tomislav Pucar pressede torsdag aften den danske favorit hele vejen i en dansk sejr på 4-3 i sæt.

Bagud 9-10 i syvende og afgørende sæt overlevede Groth en matchbold. Det lykkedes også danskeren at vinde de to næste dueller og afgøre sættet og kampen med 12-10.

I anden runde skal Groth på en på papiret overkommelig opgave mod tjekken Dmitri Prokopcov. Den kommende modstander slog i første runde en slovak i fire sæt.

Danskeren er seedet som nummer 12 ved EM i Ungarn, men danskeren har slidt med formen siden sommerens OL i Rio.

I doublerækken stiller Jonathan Groth til start med tyske Patrick Franziska.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.