I Fanø er sindene i kog. En lille kinesisk familie, der i de seneste år har forsynet øboer og turister med sushi, står til at blive tvunget til at forlade Danmark.
Den lille familie består af far, mor og en lille nyfødt datter, som blev født i april. Faderen, Wang Zhao, er kok på en lokal sushi-restaurant på tredje år og kan fint forsørge familien.
En lokal borger har sat gang i en underskriftindsamling for at støtte familien. Næsten 5.000 har foreløbig skrevet under.
Og Fanøs borgmester kalder det "hul i hovedet," at Styrelsen for International Rekruttering og Integration vil smide familien ud.
Wang Zhao har bået i Danmark i syv år og har siden 2014 lavet sushi på Fanø. Foto: Privat
Ifølge styrelsens regler for opholds- og arbejdstilladelse skal en årsindkomst fordele sig jævnt ud over et år. Det gør familien Zhaos ikke - eller rettere, det gjorde den ikke i 2014, som var det første år, hvor manden i familien bestyrede det lokale sushi-sted.
Sushi-baren driver Wang Zhao i samarbejde med Iver Cenholt, som også er indehaver af Nørby Kro.
Til Avisen.dk forklarer Ivar Cenholt, at sagen - som han har forstået det på sin advokat - drejer sig om, at lønnen til suhsi-bestyreren ikke var ligeligt fordelt ud over årets 12 måneder i 2014, hvor stedet åbnende. Der fik han i stedet en bonus sidst på året.
- Det første år var et prøve-år, hvor vi skulle se, om restauranten kunne køre rundt. Ingen fortalte os, at man ikke måtte gøre, som vi gjorde, siger Ivar Cenholt.
For tre uger siden fik familien afslag fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration på sin ansøgning om permanent opholds- og arbejdstilladelse. Wang Zhao har samtidig fået forbud mod at fortsætte sit arbejde på sushistedet.
Wang Zhao har anket afslaget, men får han ikke medhold, står han til at blive udvist til september, når hans opholdstilladelse udløber.
Den beslutning kalder Fanøs borgmester finder helt rigid og "dybt grotesk."
- Det er dybt besynderligt og fuldstændig ulogisk, siger Fanøs borgmester Erik Nørreby (V) til Ritzau.
Derfor appellerer Erik Nørreby til, at man ændrer reglerne, så de også tilgodeser de indvandrere, der gør sig forhåbninger om at tjene deres penge i turistbranchen.
- I en række tilfælde har vi faktisk brug for udlændinge, der er specialister. Vi havde en tilsvarende sag sidste år, hvor vi ikke kunne få en amerikansk brygger til Fanø, siger han.
Wang Zhao har boet i Danmark i ni år og lever med sin kone Yichen og deres lille datter Siyu, der er født i Danmark.