Grønt lys til biomasse i små kraftvarmeværker
Fremover kan små kraftvarmeværker fyre med biomasse eller lave varmepumper, så varmen bliver billigere.
Klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) har sikret sig et forlig på energiområdet.
Klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) har sikret sig et forlig på energiområdet. Foto: JOACHIM ADRIAN/POLFOTO


Varmeforbrugerne kan spare tusinder kroner årligt, fordi små kraftvarmeværker fremover kan fyre med biomasse eller bruge varmepumper. Partierne bag energiforliget har aftalt, at det gælder de 50 dyreste kraftvarmeværker.

Det oplyser klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R).

- Groft sagt kan værker, der bruger de nye muligheder og omstiller til ny teknologi i gennemsnit reducere varmeprisen med 2.-3.000 kroner pr. husholdning pr. år, siger Rasmus Helveg Petersen i en pressemeddelelse.

De 50 dyreste, decentrale kraftvarmeværker må opsætte en biomassekedel på 1 MegaWatt (MW). Så kan i alt 85 værker bygge små biokedler. Det sænker varmeprisen voldsomt, fordi kraftvarmeværkerne kan fyre med billig biomasse.

Samtidig kan kraftvarmeværkerne fremover bruge store varmepumper. Værkerne må indregne perioder, når elprisen er lav, så kommunerne lettere kan godkende projekter med varmepumper.

Desuden har forligspartierne aftalt, at store kraftvarmeværker sparer penge, hvis de skifter fra at fyre med kul til biomasse. Værkerne kan kombinere anlægsstøtten fra vedvarende energi med pristillæg for strøm, som laves på biomasse.

Kraftvarmeværkerne kan straks søge Energistyrelsen om støtte på de nye vilkår, hvis de omlægger til biomasse, der leverer fjernvarme til virksomheder.

I 2012 aftaltes i energiforliget at reducere virksomhedernes brug af fossilt brændsel som olie, kul og naturgas. Det skal sænke CO2-udslip med én million ton årligt. Inden nytår skal Folketingets finansudvalg godkende et aktstykke (ansøgning), så kraftvarmeværker søger støtte i år.

Næste år fremlægger regeringen et lovforslag om ordningen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.