Grønlands opposition er klar til kompromis
IA's leder, Sara Olsvig, ønsker den ny regering i Grønland tillykke, men lover en "stærk opposition".
Formand for Inuit Ataqatigiit (IA), Sara Olsvig, er klar til at indgå forlig med Grønlands ny regering. Arkivfoto.
Formand for Inuit Ataqatigiit (IA), Sara Olsvig, er klar til at indgå forlig med Grønlands ny regering. Arkivfoto. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Et bredt samarbejde kan måske komme på tale i Grønland, selvom Siumuts leder Kim Kielsen i samarbejde med partierne Demokraterne og Atassut torsdag har dannet en smal regering for de kommende fire år.

For lederen af det største oppositionsparti og Grønlands næststørste parti, Inuit Ataqatigiit (IA), er klar til både forhandlinger og forlig.

- Inuit Ataqatigiit vil være en stærk og konstruktiv opposition. Vi ønsker den nye koalition tillykke og god vind i den kommende valgperiode, skriver leder Sara Olsvig på partiets hjemmeside.

- Vi ser frem til i den nærmeste tid at indlede samarbejde med koalitionen om finansloven for 2015, der bør tage udgangspunkt i de seneste dystre tal. Vi ser frem til snarest at indgå brede forlig omkring infrastrukturen, økonomiske reformer og rammerne for erhvervslivet, skriver hun videre.

Ifølge Sara Olsvig har IA stået klar med kompromisser i forbindelse med de nu overståede forhandlinger om at danne den ny regering. Blandt andet på uran-området, som er et centralt emne i den politiske debat i Grønland.

Siumut fik 11 mandater ved valget for en uge siden. Demokraterne fik fire, mens Atassut fik to mandater. Tilsammen har den nye koalition 17 mandater mod oppositionens 14.

Dermed sidder den kommende regering på et spinkelt flertal efter tæt løb om titlen som Grønlands største parti mellem Siumut og oppositionspartiet IA.

Men med den nye regeringskoalition er IA og Sara Olsvig reelt sat uden for indflydelse til trods for, at partiet med 11 mandater fik lige så mange valgt ind i landstinget (Inatsisartut) som Siumut.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.