Grønlands-kendere: Færre politikere misbruger magt
Korruption og magtmisbrug hersker stadig i Grønland, men det går den rigtige vej, mener ngo og forsker.


Skandaler med politikere, der misbruger deres magt, er med jævne mellemrum dukket op i Grønland, og det har også været debatteret frem mod det grønlandske valg på fredag.

Men det går den rigtige vej. Det grønlandske demokrati er i øjeblikket ved at modnes, og den seneste bilagsskandale med nu tidligere landsstyreformand Aleqa Hammond, der brugte statskassen som en slags kassekredit, har sat skub på den proces.

Sådan lyder vurderingen fra Anita Hoffer, der er formand for organisationen Transparency International Greenland, som arbejder for at forebygge korruption i Grønland.

- Grønland er i gang med en politisk modning. Vi er inde i en stor demokratisk proces, hvor et ønske om mere gennemsigtighed og åbenhed begynder at få genlyd. Men jeg tror ikke, at vi har set den sidste skandale. Det, tror jeg nu heller ikke, er tilfældet i Danmark, siger Anita Hoffer til Ritzau.

Valget blev udskrevet i forlængelse af Hammond-sagen, og det har været en øjenåbner for politikerne, vurderer Anita Hoffer.

- Det er nyt, at magtmisbrug har fået politisk konsekvens. Vælgerne reagerer rent faktisk på det, hvilket vi så, da grønlænderne gik på gaden i Nuuk og demonstrerede.

- Der har tidligere været en form for magtarrogance, hvor man ligesom har stillet sig tilbage, når man er blevet valgt ind og så slet ikke inddraget borgerne, siger hun.

Hun bliver bakket op af Klaus Georg Hansen, der er samfundsforsker med et stort kendskab til Grønland. Han peger på, at der tidligere har været en form for klanstruktur, hvor vælgerne har forventet, at politikerne ville dele tjenester ud, hvis man stemte på dem.

- Klanstrukturen og korruptionen forsvinder ikke i morgen, men tidligere eksisterede det bare som et faktum. I dag er det italesat, og det er en stor forskel, siger Klaus Georg Hansen til Ritzau.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.