Grønlændere i job: Danmark og Grønland i nyt samarbejde
Danske kommuner samarbejder med grønlandske om at få grønlændere i arbejde


 

Grønlændere i Danmark skal have mere hjælp til at komme i arbejde.

Det mener Aalborg Kommune, som har lavet en samarbejdsaftale med en grønlandsk kommune. Aftalen skal skaffe grønlændere beskæftigelse, fortæller DR Nordjylland.

Det grønlandske hus i Aalborg er også involveret i aftalen. Her mener direktør Søren Stach Nielsen, at samarbejdet er en god idé.

- Vi skal have fundet ud af, hvordan vi får de bedre velfungerende grønlændere ud i job, siger han.

Ifølge Søren Stach Nielsen efterlyser den grønlandske kommune Sermersooq arbejdere til byggebranchen. Og det tager man konsekvensen af.

- Vi skal finde en gruppe på 15-20 unge, som skal gennemgå et ti-uger langt kursus med henblik på at tage hjem og arbejde, siger direktøren.

Man vil desuden forsøge at hjælpe de ledige grønlændere i arbejde gennem øget kontakt til de private virksomheder i Aalborg, som har grønlandske tilhørsforhold. Blandt andet maritime virksomheder.

Ifølge jobcenterchef i Aalborg Kommune, Jesper Dahlgaard, kan aftalen også være med til at bygge bro mellem kulturer.

- På trods af at man selvfølgelig kan sproget, så er der rigtig mange ting, der er anderledes, når man rejser fra Grønland til Danmark, siger jobcenterchefen til DR Nordjylland.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.