Grøn reform skydes til hjørne
Lars Christian Lilleholt (V) vil udskyde grøn reform, som han selv tidligere var fortaler for.
Venstres Lars Christian Lilleholt var tidligere fortaler for at reformere energiafgifter. Men nu udskyder ministeren den grønne reform, skriver Politiken (Foto: Khan Tariq Mikkel).
Venstres Lars Christian Lilleholt var tidligere fortaler for at reformere energiafgifter. Men nu udskyder ministeren den grønne reform, skriver Politiken (Foto: Khan Tariq Mikkel). Foto: KHAN TARIQ MIKKEL/free


Energi- og klimaministeren udskyder en stor reform af energiafgifter, der skulle fremme den grønne omstilling.

Det skriver Politiken søndag.

I flere år har energibranchen og politikere fra begge fløje i Folketinget utålmodigt presset på for at få omlagt energiafgifterne, så det bliver mere attraktivt at skifte fra kul og olie til vind- og solenergi.

Som ordfører i oppositionen var den nuværende energi- og klimaminister, Lars Christian Lilleholt (V), en ivrig fortaler for at få fremskyndet en omfattende og længe ventet analyse af tilskud og afgifter på energiområdet, der skulle bane vejen for en omlægning af det kringlede afgiftssystem.

Men nu er hensigten en anden fra energi- og klimaministeren.

- Mit mål er i denne valgperiode at få en diskussion om det. Jeg tvivler på, at vi inden for en så kort tidsperiode som tre-fire år kan nå at ændre på hele det her skatte- og afgiftssystem på energiområdet, siger Lars Christian Lilleholt til Politiken.

Når ministeren udskyder den grønne reform på ubestemt tid, hænger det blandt andet sammen med Venstre-regeringens eget stop for byrder og afgifter, der gør en stor omlægning af energiafgifterne vanskelig.

Det såkaldte byrdestop skal sikre ro for virksomhederne, der som hovedregel ikke må pålægges nye afgifter. Og selv om en omlægning af energiafgifterne samlet set ikke giver flere indtægter, vil det betyde, at nogle skal betale mere end andre.

En reform må nemlig ikke koste statskassen penge. Ministeren henviser til regeringens eget mål om at prioritere skattelettelser til lavtlønnede.

- Det vil være en enormt vanskelig øvelse, hvis vi både skal lette skatten på arbejdsindkomst og kigge på energiafgifterne, siger Lars Christian Lilleholt til avisen.

I alt giver indtægterne fra energiafgifter og transportafgifter 40 milliarder kroner om året til statskassen, påpeger ministeren.

Meldingen om det sænkede reformtempo får hård kritik af energibranchen. Kim Mortensen, direktør for Dansk Fjernvarme, peger på, at det vil forsinke hele omlægningen til el, som er en forudsætning for den grønne omstilling.

- Det vil sætte den grønne omstilling i stå, siger direktøren til Politiken.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.