Grevinde Alexandra færdig i Unicef
Per dags dato er prins Joachims ekskone færdig som protektor.
Grevinden har i 15 år været protektor for Unicef Danmark. Nu er det slut.
Grevinden har i 15 år været protektor for Unicef Danmark. Nu er det slut. Foto: SCANPIX arkiv


Grevinde Alexandra stopper som protektor i børneorganisationen Unicef Danmark.

Det meddeler organisationen selv i en pressemeddelelse.

"Efter 15 års dedikeret indsats som fortaler for verdens børn takker Grevinde Alexandra af Frederiksborg i dag af fra sin post som protektor for UNICEF Danmark," meddeler organisationen, der ikke nævner årsagen til, at samarbejdet er ophørt.

"Hun har gennem sit engagement, store netværk og sin gennemslagskraft i medierne været stærkt medvirkende til at sætte børns rettigheder og velfærd på dagsordenen og bidraget til, at UNICEF Danmark i 2015 kunne fremvise sit bedste årsresultat nogensinde, til gavn for verdens børn," lyder afskedsordene fra Unicef.

Prins Joachims ekskone har i de seneste år skåret kraftigt ned på sine protektorater. 

I august 2014 måtte hun sige farvel til DRs pigekor efter 19 års virke som protektor. I den anledning interviewede BT Unicef Danmarks generalsekretær Steen M. Andersen, at organisationen ikke havde nogle planer om at stoppe samarbejdet med grevinden.

- Alexandra er jo løbende aktiv for os, sagde han dengang.

Alexandra er så vidt vides stadig protektor for blandt andet Dyrefondet, Randers Regnskov og Dansk Blindesamfund.

Hun har i pinsen gjort sig bemærket ved at fortælle åbenhjertigt om sin hårde skilsmisse fra filmfotografen Martin Jørgensen, der i denne uge offentliggjorde, at han har fået en ny kæreste. 

Det laver en protektor

Protektor er en ærestitel. Herhjemme et det ofte en person, der er tilknyttet politik, kongehuset eller lignende, der tillader at deres navn bliver brugt i forbindelse med eksempelvis udstillinger, arrangementer eller hjælpeorganisationer. 

Formålet med en protektor er at promovere og skabe interesse for ovennævnte områder.

Kilde: TV2.dk

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.