Greipel om Tour-etapesejr: Cavendish angreb for tidligt
André Greipel lagde sig i baghjulet på rivalen, og det var med til at sikre ham etapesejren i Tour de France.
André Greipel profiterede af Mark Cavendish' tidlige angreb på 2. etape i Tour de France.
André Greipel profiterede af Mark Cavendish' tidlige angreb på 2. etape i Tour de France. Foto: Christophe Ena/AP


André Greipel fik ram på en gammel uven, da han søndag triumferede på den meget dramatiske 2. etape i Tour de France.

Den tyske Lotto Soudal-rytters tidligere holdkammerat og ærkerival Mark Cavendish (Etixx-Quick-Step) åbnede spurten, men måtte se André Greipel stryge forbi.

- Vores mål var etapesejren, siger André Greipel ifølge nyhedsbureauet dpa.

- Cavendish angreb for hurtigt i vinden. Jeg kunne følge hans baghjul og køre forbi i det rette øjeblik, siger tyskeren.

Mark Cavendish måtte nøjes med fjerdepladsen, mens Peter Sagan (Tinkoff-Saxo) og Fabian Cancellara (Trek) blev henholdsvis nummer to og tre.

Det var André Greipels syvende etapesejr i Tour de France.

Han har hentet mindst én etapesejr hvert år siden 2011.

Tyskeren kan efter søndagens etapesejr også iføre sig Tourens grønne pointtrøje.

Favoritterne Vincenzo Nibali og Nairo Quintana mistede omkring halvandet minut til frontgruppen, hvor de to andre store forhåndsfavoritter, Chris Froome og Alberto Contador, var med.

Fabian Cancellara overtog den gule førertrøje fra Rohan Dennis.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.