Greenpeace: Europa må gøre mere for klimaet
EU-topmødets klimaaftale er langt fra den chokterapi, som verdens klima har brug for, siger miljøorganisation.
Greenpeace opfordrer EU's kommende kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, til at gemme lugtesaltet væk og sætte EU's klima- og energipakke i chokterapi.
Greenpeace opfordrer EU's kommende kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, til at gemme lugtesaltet væk og sætte EU's klima- og energipakke i chokterapi. Foto: AP/Christian Lutz/AP


Mens EU-toppen glæder sig over, at det natten til fredag er lykkedes den at sætte ord og tal på dens ambitioner for fremtidens klima, er der låg på begejstringen hos miljøorganisationen Greenpeace.

Greenpeace medgiver, at aftalen kom på plads trods betydelig modstand fra flere regeringer, men mukker alligevel over, at målene er for lave, bremser forsøget på at sætte fut i den vedvarende energi, og holder EU fast i afhængigheden af dyrt og forurenende brændstof.

- Den globale kamp mod klimaforandringer har brug for chokterapi. Men EU kommer i bedste fald kun med en lille dosis lugtesalt.

- Folk over hele Europa ønsker renere energi. Men EU-lederne slår luften ud af Europas voksende sektor for vedvarende energi. Europa kan og skal gøre mere for at stoppe de mest ødelæggende følger af klimaforandringerne, siger Greenpeaces EU-chef, Mahi Sideridou, i en pressemeddelelse.

EU-topmødets deltagere har besluttet at binde EU til som blok at udlede mindst 40 procent mindre drivhusgasser i 2030, end man gjorde i 1990.

Det er også besluttet, at EU som helhed skal dække 27 procent af sit energibehov med vedvarende energi. Desuden er der en blødere målsætning om 27 procents mere effektiv anvendelse af energien.

Men der mangler stadig at komme styr på en masse detaljer for, hvordan målene egentlig skal nås.

Greenpeace siger, at det nu er op til den nye kommission under ledelse af Jean-Claude Juncker at skrive de konkrete lovforslag, der skal føre målene ud i livet.

- Den nye kommissionsformand, Juncker, og hans hold har sagt, at de vil gøre Europa førende inden for vedvarende energi.

- Nu må de komme med en holdbar klima- og energilovgivning. Nok så vigtigt er det, at disse nye love sætter en stopper for, at beskidte energiselskaber og forurenende virksomheder kan køre på fribillet, siger Sideridou.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.