Gravide kan igen få abortrådgivning hos Mødrehjælpen
Gravide, der er i tvivl, får igen mulighed for en samtale med Mødrehjælpen inden en eventuel abort.
Mads Roke Clausen og Mødrehjælpen modtager 1,2 millioner kroner fra satspuljen over en fireårig periode.
Mads Roke Clausen og Mødrehjælpen modtager 1,2 millioner kroner fra satspuljen over en fireårig periode. Foto: Mads Nissen/Scanpix


Mødrehjælpens abortrådgivning får lov at genåbne.

Der er afsat 1,2 millioner kroner fra satspuljen over en fireårig periode. Rådgivningen skal hjælpe gravide med rådgivning inden en eventuel abort.

Det fremgår af en aftale, som partierne bag aftalen har præsenteret tirsdag. Alle partier i Folketinget er med i satspuljeaftalen undtaget Enhedslisten.

- Det er en kæmpe lettelse, at vi nu kan genåbne ordningen. Det betyder, at mere end 500 kvinder om året vil få uvildig rådgivning, siger formand for Mødrehjælpen Mads Roke Clausen.

- Og det betyder meget for de her kvinder, der i forvejen står i svær situation.

I perioden 2017-2020 får Mødrehjælpen 300.000 kroner årligt til ordningen, der skal hjælpe gravide med rådgivning angående abort.

Pengene er øremærket en såkaldt abortstøttesamtale. Samtalen har til hensigt at rådgive kvinder inden en eventuel abort og samtidig tage hånd om eventuel psykiske problemer efter en abort.

- Vi ser i dag andre religiøse tilbud, der har en dagsorden selv. Vi ser mange unge kvinder fra meget religiøse miljøer, der er mega klemt og står meget alene.

- For dem er det vigtigt at få uvildig rådgivning fra nogen, der ikke træffer beslutninger på deres vegne, men rådgiver dem, siger Mads Roke Clausen.

Mødrehjælpen startede tidligere i år en underskriftsindsamling for at få ordningen genindført. Mere end 10.000 skrev under på protesten, der blev afleveret til sundhedsministeren for 14 dage siden.

Den nuværende pose penge til abortstøttesamtalerne udløb i juli i år, og ordningen har derfor været lukket siden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.