Selv om Søren Bregendal allerede som 16-årig begyndte at skrive kærlighedssange og har mange bløde popballader på CV’et fra sin tid som frontfigur i boybandet C21, bliver han ikke forelsket, og han ønsker hverken at blive gift eller få børn. Det fortæller den 32-årige sanger og skuespiller i et interview med FEMINA i denne uge.
- Jeg ER en meget stor romantiker, og i min hverdag møder jeg rigtig mange mennesker, der undrer sig over, at jeg efter 10 år som single stadig ikke har fået en kæreste – og heller ikke skal have det. De finder det både mærkeligt og provokerende – fordi det udfordrer det etablerede. Men det ligger slet ikke i min livsbane at skulle have børn og blive gift.
”Jeg burde have fået nogle børn”, siger Sørine Gotfredsen på femina.dk: Som 48-årig er gået op for hende, at det har en pris at have fravalgt børn
Vi stiller os i vejen for hinanden, når vi ikke tør sige tingene, som de er, slår Søren fast. Han mener, at den moderne mand er en mand, der taler lige ud af posen.
- Jeg har nogle ting, jeg virkelig BRÆNDER for, og jeg har ikke lyst til at gå på kompromis. For mig ville det at få en familie kræve nogle afsavn og prioriteringer, jeg ikke er klar til. At være far til et barn og mand til en kone ville kræve, at jeg hele tiden skulle tænke på deres behov. Men der ville hele tiden være noget andet, der ville flå i mig.
Mange vil nok tænke, at det lyder en lille smule egoistisk ikke at ville gå på kompromis?
- Man skaber ikke ærlige relationer ved at glemme sig selv. Hvis ikke vi starter med at sikre vores egen indre balance, så vil der være ubalance i de relationer, vi indgår i. Jeg er i dén grad en lone wolf – det er derfra, min verden går.
Det dybe, ærlige møde
At Søren ikke har planer om at få en kæreste, betyder langtfra, at der ikke er kvinder i hans liv. Som han formulerer det, har han været så privilegeret ”at lære mange skønne kvinder at kende” gennem de seneste 10 år. Møderne handler om at udforske hinanden seksuelt og spirituelt.
- Der sker noget meget smukt, når to mennesker stiller sig til rådighed for hinanden i det øjeblik, de har. Jeg er LASER-skarp på mine egne intentioner, fortæller Søren.
”Jeg skulle have et barn for at blive voksen”, siger komikeren Christian Fuhlendorff
Når han er på date, får kvinderne derfor hurtigt at vide, at han ikke er på jagt efter en kæreste. Ofte reagerer de med et: ”Er det ikke bare, fordi du ikke har mødt den rigtige?”. Men så sker der noget magisk, fortæller Søren.
- Når jeg bekender kulør, begynder kvinderne at slappe af, og så kommer vi ind i de lag, hvor alt er skrællet af, og det er sindssygt interessant at være sammen. Hvem er du, hvor skal du hen – hvad er vigtigt for dig? Der kommer en intensitet imellem os, som er enormt smuk – og vi mødes i fortællinger om tvivl, ensomhed og det at være menneske.
”Jeg kan aldrig blive din”
Er det ikke også dér, man let kan blive forelsket i hinanden?
- Jeg bliver ikke forelsket. Jeg bliver begejstret og fascineret og har let ved at give mig hen. Jeg var forelsket i den kæreste, jeg havde i gymnasiet, men siden da har jeg ikke oplevet den følelse.
Men hvad med kvinderne – bliver de ikke forelskede i dig?
- Det bliver jo lidt selviscenesættende at snakke om, siger Søren og griner lidt nervøst.
- Men det ærlige svar er: Jo, det gør nogle af dem. Jeg kan mærke, at mange kvinder søger trygheden i, at jeg er DERES. Og så er det provokerende at få at vide: Jeg kan aldrig blive din. Men fordi jeg er så klar og tydelig, begynder kvinderne også at arbejde med de sider i sig selv, der gerne vil klamre sig til kærligheden. Og jeg tror, jeg er med til at så nogle frø hos de skønne kvinder, jeg får lov til at lære at kende, siger Søren Bregendal til FEMINA.
Livet er meningsløst uden kvinder, siger forfatteren Knud Romer på femina.dk