Græske spøgefugle er fængslet for bombesnak
De to mænd, der onsdag forårsagede evakuering af hundredvis af flypassagerer i Kastrup, nægter trusler.
Hundreder - måske tusindvis - af passagerer blev evakueret fra Københavns Lufthavns terminal 3 som følge af grækernes bombe-spøg onsdag middag.
Hundreder - måske tusindvis - af passagerer blev evakueret fra Københavns Lufthavns terminal 3 som følge af grækernes bombe-spøg onsdag middag. Foto: LINDA JOHANSEN/POLFOTO


To grækere, der onsdag ved en bombespøg forårsagede evakuering af en lufthavnsterminal i Københavns Lufthavn, er torsdag blevet varetægtsfængslet i 13 dage.

Begge mænd nægter at have fremsat en trussel. I Dommervagten siger de, at det bare var en joke, som blev sagt i sjov.

Mændene er sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 266 om at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv ved at true med at foretage en strafbar handling.

Ved check-in af deres bagage onsdag lavede de to mænd sjov med, at de havde en bombe i kufferten.

Ved skranken sagde de den arabiske hilsen "salam leikum", og det førte senere til, at de blev anholdt.

I grundlovsforhøret nægter mændene på engelsk at have sagt, at "det var den sidste terrorist fra Paris."

Den ene, der er 65 år, forsikrede, at han og den anden, der er 33 år, ikke ville gøre skade. Men nu er de altså blevet fængslet.

De to rejsende sigtes også for at være årsag til omfattende forstyrrelser af flytrafikken.

Kvinden ved skranken blev nervøs, fordi mændene fastholdt "spøgen" og kom med tilføjelsen om, at den ene var eftersøgt terrorist fra Paris.

Episoden fik politiet til at evakuere hele terminalen.

Jakob Søndergaard, central efterforskningsleder hos Københavns Politi, har ikke et nøjagtigt tal for, hvor mange passagerer der blev evakueret.

- Vi taler om i hvert fald hundredvis af mennesker, siger han.

15 flyafgange blev forsinket på grund af postyret. Bomberydderne blev tilkaldt, og også ambulancer blev dirigeret til lufthavnen for en sikkerheds skyld.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.