Græsk politi affyrer chokgranater mod flygtninge
Flygtninge, der demonstrerede mod lukkede grænser, blev mødt af høje brag og lysglimt fra græsk politis side.
En flygtning bærer en lille dreng, mens de venter på at krydse grænsen ved grænsebyen Edomeni søndag.
En flygtning bærer en lille dreng, mens de venter på at krydse grænsen ved grænsebyen Edomeni søndag. Foto: Giannis Papanikos/AP


Græsk politi har mandag affyret chokgranater mod migranter på grænsen til Makedonien, siger en politikilde.

De fleste af de omkring 2000 demonstranter, der protesterede i den græske grænseby Edomeni, kommer fra Syrien og Afghanistan.

De var frustrerede over, at Makedonien havde lukket grænsen i timevis i et forsøg på at kontrollere den store strøm af flygtninge og migranter, der har kurs mod Ungarn og derfra vil videre ind i det øvrige EU.

Ingen kom til skade, da græsk politi affyrede chokgranaterne - en type granater, der giver et skarpt lysglimt og et øresønderrivende brag, og som bruges i nogle lande ved eksempelvis voldelige optøjer.

Demonstrationer og protester ved grænsen mellem Makedonien og Grækenland er blevet en tilbagevendende begivenhed gennem de seneste uger.

I slutningen af juli kom flere mennesker til skade ved grænsen, da kampklædt politi på den makedonske side af grænsen affyrede chokgranater for at presse tusinder af migranter tilbage fra det ingenmandsland mellem de to lande, som de befandt sig i.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.