Græsk minister varsler tillidsafstemning
Den græske energiminister venter tillidsafstemning, som muligvis vil medføre et snarligt valg i Grækenland.


Den græske energiminister, Panos Skourletis, signalerede mandag, at regeringen i Athen vil stille krav om en tillidsafstemning efter et oprør blandt nogle parlamentsmedlemmer fra regeringspartiet Syriza i forhold til landets nye økonomiske redningspakke.

Til et spørgsmål om, hvorvidt han venter en tillidsafstemning i parlamentet fra tv-stationen Skai siger Skourletis:

- Jeg anser det for indlysende, at det vil ske efter et oprør i en del af Syrizas parlamentsgruppe.

Han siger også til, at der er en mulighed for et snarligt valg, hvis premierminister Alexis Tsipras taber en sådan tillidsafstemning.

- Det er et spørgsmål om, hvad der er demokratisk troværdigt, siger han.

Næsten en tredjedel af Syrizas delegerede undlod at stemme eller stemte imod, da redningspakken var til afstemning i parlamentet fredag.

Tsipras havde kort forinden fra parlamentets talerstol appelleret til en godkendelse af aftalen "for at sikre landets evne til at overleve og kunne kæmpe videre".

222 stemte ja til aftalen, 64 imod, mens 14 undlod at stemme eller ikke var mødt op i parlamentet.

Medlemmerne af Tsipras venstreorienterede parti havde natten igennem debatteret redningspakken inden afstemningen i Athen fredag. Afstemningen fandt sted under et vist tidspres, da eurolandenes finansministre mødtes senere fredag for at tage endelig stilling til pakken.

Med redningspakken, der skal sikre Grækenland lån og garantier for 85 milliarder euro (634 milliarder kroner), skal den græske regering blandt andet reformere sit gasmarked, skrotte retten til tidlig pensionering, fjerne brændstofsubsidier til landbruget og hæve en række skatter.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.