Græsk menneskesmugler får 103 års fængsel
En 63-årig græker blev stoppet tæt ved grænsen til Tyrkiet med 47 mennesker om bord på sin yacht.
Hundredtusinder af flygtninge og migranter ankom sidste år til de græske øer, her på Lesbos.
Hundredtusinder af flygtninge og migranter ankom sidste år til de græske øer, her på Lesbos. Foto: Petros Giannakouris (arkivfoto)/AP


En 63-årige græsk mand har fået en dom på 103 års fængsel for menneskesmugling, skriver græske medier søndag.

Manden har sejlet grupper af migranter og flygtninge over Det Ægæiske Hav til Europa, rapporterer medierne.

Han blev anholdt i juni sidste år på en yacht med 47 mennesker om bord. Af dem var 14 børn.

Den græske kystvagt havde jagtet mandens båd ud for øen Tilos, som ligger tæt på Tyrkiet. Først da kystvagten affyrede varselsskud, tog den nu dømte græker farten af sin yacht, skriver græske medier.

Inden kystvagten stoppede ham, havde han sat en anden gruppe migranter og flygtninge af på øen.

Manden har tidligere været retsforfulgt for menneskesmugling og var også involveret i en anden sag, der handler om bevidst at have sunket en båd.

I løbet af 2015 har flere end 800.000 mennesker taget turen fra Tyrkiet til de græske øer, viser tal fra Den Internationale Organisation for Migration ((IOM).

De fleste af dem flygter fra krig, forfølgelse og vanskelige levevilkår i Mellemøsten og Asien.

Størstedelen af de flygtninge og migranter, der ankom til Grækenland i 2015, fortsatte rejsen videre mod andre lande i Europa.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.