200 danske politibetjente er udstationeret ved rigets grænser for at hjælpe lokale politifolk med grænsekontrollen. Alligevel kan de ikke få lov at arbejde igennem, men må bruge en stor del af deres vågne tid på at se tv eller læse bøger, skriver BT.
Arbejdstidsregler står nemlig i vejen for at betjentene kan arbejde mere end otte timer ad gangen.
De udstationerede betjente arbejder en uge ad gangen, hvorefter de afspadserer en uge. Dem, der kommer langvejs fra, har ikke mulighed for at køre hjem til familien, selvom vagterne kun er på otte timer.
Og udstationeringerne går ud over arbejdet i hjemkredsene, lyder det fra tillidsfolk i Nordsjællands Politi.
- Jeg mener, at der skal være frivillighed i forhold til arbejdsdage på op til 12 timer, når man nu er kørt i bus til udkantsdanmark og skal bo der i syv dage. Men Rigspolitiet har oplyst til Politiforbundet, at det ikke er en mulighed, siger tillidsmand hos Nordsjællands Politi Tom Steffensen til BT.
Nordsjællands Politi har sendt betjente til Lolland, hvor de kontrollerer personer, som kommer ind med færgerne fra Rostock og Puttgarden. Betjentene bor i arbejdsugen i hytter i badelandet Lalandia.
Læs mere på BT.dk