Grækerne hævede over 60 milliarder kroner i juni
Det var med god grund, at de græske banker lukkede 29. juni, viser tal fra Den Europæiske Centralbank.
Grækenlands premierminister Alexis Tsipras satser på, at forhandlingerne om ny lånepakke er afsluttet inden 20. august.
Grækenlands premierminister Alexis Tsipras satser på, at forhandlingerne om ny lånepakke er afsluttet inden 20. august. Foto: Thanassis Stavrakis/AP


8,2 milliarder euro - eller lidt mere end 60 milliarder danske kroner - trak grækerne ud af bankerne i juni måned. Det viser nye tal fra Den Europæiske Centralbank.

Tallene viser i øvrigt også, at grækerne siden november sidste år har trukket 43 milliarder euro ud af bankerne - svarende til cirka 320 milliarder kroner.

Det høje beløb medførte, at de græske banker for omkring en måned siden, 29. juni, var nødsaget til at lukke, fordi de ganske enkelt var ved at løbe tør for penge.

Siden da har det kun været tilladt at hæve 60 euro i landets pengeautomater, og sådan vil det formentlig fortsætte, indtil bankerne får tilført nye penge fra en lånepakke, oplyser cheføkonom Jacob Graven, Sydbank.

For omkring en uge siden åbnede de græske banker igen, men det er fortsat kun muligt at hæve 60 euro om dagen. Det er dog nu muligt eksempelvis at hæve alle pengene den sidste dag i ugen - hvor man så kan tage 420 euro med sig fra banken.

Forhandlingerne om en ny lånepakke påbegyndes mandag middag, oplyser Mina Andreeva, der er talsperson i EU-kommissionen.

- Forhandlere fra de forskellige institutioner er ankommet til Athen og kan begynde arbejdet med det samme, siger Mina Andreeva på en pressekonference ifølge AFP.

Forhandlingerne kommer til at stå mellem den græske regering og landets internationale kreditorer: EU, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF).

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.