Grækenland: USA beder os stoppe russiske fly til Syrien
Støtten til Syrien skal stoppes, siger USA, som har anmodet grækerne om at forhindre russiske flyleverancer.
USA's udenrigsminister, John Kerry, har netop fået bekræftet, at Ruslans sender militært udstyr til Syrien, og nu har USA anmodet Grækenland om at forbyde russerne benytte græsk luftrum.
USA's udenrigsminister, John Kerry, har netop fået bekræftet, at Ruslans sender militært udstyr til Syrien, og nu har USA anmodet Grækenland om at forbyde russerne benytte græsk luftrum. Foto: Matt Slocum/AP


USA forsøger med alle midler at stoppe Ruslands fortsatte støtte til styret i Syrien med præsident Bashar al-Assad i spidsen.

Det fremgår af en amerikansk anmodning til Grækenland om at nægte russiske fly at benytte græsk luftrum til disse leverancer.

En talsmand for Grækenlands udenrigsministerium bekræfter modtagelsen af denne anmodning.

Tidligere har det russiske nyhedsbureau RIA Novosti rapporteret, at Grækenland har nægtet at opfylde amerikanernes ønske.

Ruslands regering har mandag sagt, at man fortsat forsyner styret i Damaskus med militært udstyr.

Det oplyser det russiske udenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet Tass.

Udenrigsminister Sergej Lavrov har i en telefonsamtale med sin amerikanske kollega John Kerry sagt, at der ikke er noget hemmeligt i, at russerne sender støtte.

- Lavrov bekræftede, at den støtte hele tiden har været opretholdt, og at Rusland aldrig har lagt skjul på, at man sender militært udstyr til styret i Syrien med det formål at bekæmpe terrorisme, siger en talskvinde i det russiske udenrigsministerium.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.