Grækenland tilbagebetaler lån til ECB
Græsk tilbagebetaling til Den Europæiske Centralbank efter eurozonen accepterer ny redningspakke til Athen.
Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, har været med til at sikre, at Grækenland har fået ny økonomisk luft, efter parlamentet i Berlin onsdag stemte ja til en ny græsk redningspakke.
Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, har været med til at sikre, at Grækenland har fået ny økonomisk luft, efter parlamentet i Berlin onsdag stemte ja til en ny græsk redningspakke. Foto: Wolfgang Kumm/AP


Grækenland tilbagebetaler 3,4 milliarder euro (godt 25 milliarder kroner) på et lån til Den Europæiske Centralbank (ECB), oplyser en græsk regeringskilde til AFP. Dermed består Grækenland en første vigtig test.

Tilbagebetalingen er blevet en realitet, efter eurolandenes parlamenter har godkendt den tredje redningspakke til Grækenland på 86 milliarder euro.

Sent onsdag aften godkendte eurozonens finansministre den første overførsel på 13 milliarder euro, efter parlamenterne i Tyskland og Holland som de sidste havde accepteret den nye redningspakke.

Klaus Regling, der er chef for eurozonens stablitetsmekanisme (ESM), som har ansvar for redningspakken til Grækenland, mener, at Grækenland er kommet godt fra start under de nye betingelser.

- Dagens ESM-rate (på 13 milliarder euro) vil gøre det muligt at overholde sine hastende finansielle forpligtelser over for Den Internationale Valutafond og Den Europæiske Centralbank og andre budgetmæssige nødvendigheder, mener han.

Halvdelen af beløbet skal bruges til at rekapitalisere de udpinte græske banker.

Redningspakken, som er blevet aftalt med de øvrige lande i eurozonen, skal sikre Grækenland lån og garantier for 86 milliarder euro (642 milliarder kroner) fra kreditorerne - EU, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF).

Det er tredje gang siden 2010, at der aftales en gigantisk redningspakke til Grækenland.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.