Grækenland sender mandag 500 flygtninge retur til Tyrkiet
Ligesom det er aftalt mellem EU og Tyrkiet bliver de første 500 migranter sendt retur fra Grækenland mandag.
Flere end 50.000 flygtninge og migranter er strandet i Grækenland, efter at flere lande på Balkan og Østrig har lukket deres grænser.
Flere end 50.000 flygtninge og migranter er strandet i Grækenland, efter at flere lande på Balkan og Østrig har lukket deres grænser. Foto: Darko Vojinovic/AP


De første 500 flygtninge og migranter bliver som planmæssigt sendt tilbage til Tyrkiet fra Grækenland på mandag. Det oplyser EU-kilder ifølge nyhedsbureauet AFP.

EU har for nylig indgået en aftale med Tyrkiet om, at afviste asylansøgere skal sendes retur fra Grækenland til Tyrkiet fra mandag 4. april.

For hver syrisk flygtning, der sendes tilbage over havet, skal EU tage en anden syrisk flygtning fra en lejr i Tyrkiet og genbesætte vedkommende i EU.

Aftalen blev indgået på et topmøde tidligere på måneden med det mål at bremse menneskestrømmen til Europa.

De seneste tal fra FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) viser, at 12.325 flygtninge og migranter ankom til den græske ø Lesbos mellem 1. og 21. marts.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.