Grækenland misser endnu et milliardafdrag til IMF
Grækenlands restance til Den Internationale Valutafond er nu på omkring to milliarder euro.
Chefen for Den Internationale Valutafond, Christine Lagard, og Grækenlands finansminister, Euclid Tsakalotos, i samtale under maratonforhandlingerne mandag i Bruxelles.
Chefen for Den Internationale Valutafond, Christine Lagard, og Grækenlands finansminister, Euclid Tsakalotos, i samtale under maratonforhandlingerne mandag i Bruxelles. Foto: Michel Euler/AP


Grækenland er kommet yderligere bagud med sine betalinger til Den Internationale Valutafond (IMF).

Mandag forfaldt et afdrag på 456 millioner euro, men beløbet, der svarer til cirka 3,4 milliarder kroner, er ikke blevet modtaget af IMF. Det oplyser valutafonden i en meddelelse på sin hjemmeside.

Allerede 30. juni kom Grækenland i restance til IMF, da det gældsplagede land var ude af stand til at betale et afdrag på næsten 1,6 milliarder euro til IMF.

Det betyder, at Grækenland i løbet af to uger er kommet omkring to milliarder euro bagud med sine betalinger til IMF, konstaterer valutafondens kommunikationschef, Gerry Rice, i meddelelsen.

Gerry Rice oplyser desuden, at Grækenlands anmodning om at få henstand med den betaling, der forfaldt 30. juni, vil blive drøftet i valutafondens bestyrelse de "kommende uger".

Tidligt mandag morgen lykkedes det efter maratonforhandlinger i Bruxelles at få en aftale på plads mellem Grækenland og de øvrige eurolande.

Aftalen indebærer et nyt hjælpeprogram til Grækenland på 86 milliarder euro (645 milliarder kroner) over tre år. Til gengæld skal den græske regering allerede i denne uge gå i gang med at indføre økonomiske reformer.

I januar i år skyldte Grækenland 2389 milliarder kroner. Heraf havde ECB, IMF og eurolandene et samlet udestående for 1687 milliarder kroner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.