Grædefærdigt riffel-håb: Det var bare ikke i orden
Stine Nielsen var ikke i nærheden af at skyde sig ind blandt de otte finalister i 10 meter luftriffel i Rio.
Stine Nielsen var aldrig tæt på at skyde sig i finalen ved OL.
Stine Nielsen var aldrig tæt på at skyde sig i finalen ved OL. Foto: Hassan Ammar/AP


For fire år siden var skytten Stine Nielsen blot en placering fra at nå OL-finalen i London med en niendeplads, men lørdag var hun slet ikke tæt på at blive blandt de otte finalister.

Som første dansker i aktion efter åbningsceremonien i Rio natten til lørdag skuffede hun i 10 meter luftriffel og blev nummer 38.

Tårerne piblede frem, inden hun fik sundet sig og lidt senere var klar til at sætte ord på sin præstation.

- Jeg føler, at jeg gjorde, hvad jeg kunne, men det var bare ikke godt nok, siger Stine Nielsen.

- Mine prøveskud var, som de skulle være, men det spillede bare ikke.

- Jeg føler ikke, at jeg kunne gøre mere, det kunne jeg sikkert, men hvad - det ved jeg ikke, siger den 25-årige riffelskytte.

Danskeren ligger ellers nummer 11 på verdensranglisten i disciplinen, og en tredjeplads ved et World Cup-stævne i foråret var med til at løfte forhåbningerne til hende.

Lørdag kom hun bare aldrig ind i rytmen, da hun affyrede sine i alt 40 skud.

- Jeg prøvede så vidt muligt at komme ind i min rytme, men det var bare svært at finde den. Jeg forsøgte, men faldt ud af den efter to skud igen, og så var det en kamp at finde tilbage, siger Stine Nielsen.

Hun prøvede at gøre alle de rigtige ting og holde fokus.

- Når jeg står der, forsøger jeg at glemme alt andet og fokuserer kun på sig selv, min riffel og skiven. Men det forsvandt bare, siger hun.

Stine Nielsen skal i aktion ved OL igen torsdag, når det gælder 50 meter riffel, men der var ingen tvivl om, at hun havde de største medaljechancer i 10 meter riffel.

- Jeg skal forsøge at glemme det. Jeg skal sove på det, og så glæde mig til 50 meter, som først er om nogle dage.

- Jeg føler godt, at jeg kan hive mig op. Det er klart, at jeg er skuffet nu. Det her var bare ikke i orden, men jeg skal også hurtig glemme det, og det kan jeg godt, siger hun.

Vinderen af konkurrencen blev den blot 19-årige Virginia Thrasher fra USA, som i finalen vandt over de to kinesere Li Du og Siling Yi. Den unge amerikaner tog dermed dette OL's første guldmedalje.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.