Gorbatjov: Vesten accepterer Krim-annektering
Krim er Ruslands barn, og det var en fejl ved Minsk-aftalen, at de ikke blev forenet, mener fhv. sovjetleder.
Mikhail Gorbatjov (i midten) modtog Nobelprisen i 1990. Arkivfoto.
Mikhail Gorbatjov (i midten) modtog Nobelprisen i 1990. Arkivfoto. Foto: KLAUS HOLSTING/POLFOTO


Vesten har allerede accepteret, at sortehavshalvøen Krim er annekteret af Rusland, mener Sovjetunionens sidste politiske leder Mikhail Gorbatjov.

- Jeg mener, at den (Vesten) allerede har accepteret det, siger Gorbatjov til russiske medier ifølge nyhedsbureauet Itar-Tass.

Russeren, som modtog Nobelprisen i 1990, mener, at den aktuelle krise i Ukraine er en udløber af Sovjetunionens hurtige kollaps og Minsk-aftalen, der blev underskrevet af Rusland, Ukraine og Hviderusland i 1991.

- De skulle helt afgjort have vendt spørgsmålet om Krim. Rusland må ikke skilles fra Krim. Det er Ruslands barn, siger Gorbatjov.

Krim blev i 1954 af den sovjetiske leder Nikita Khrusjtjov overdraget til Ukraine, og i 2014 blev halvøen igen russisk efter en folkeafstemning.

Vesten anerkender ikke Ruslands annektering af Krim, som sammen med den aktuelle konflikt i det østlige Ukraine er årsag til EU's sanktioner imod Rusland.

Mikhail Gorbatjov var med til at bane vejen for det systemskifte, der skete i Sovjetunionen gennem 1980'erne, og han deltog for nylig ved markeringen af 25-året for Berlinmurens fald og mødtes ved den lejlighed med den tyske forbundskansler, Angela Merkel.

Gorbatjov appellerede ved den lejlighed til ny forbrødring mellem Rusland og EU.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.