Golfspiller dumper ud af toppen
Golfspilleren Søren Kjeldsen kunne ikke fastholde sin placering i toppen på anden runde af Trophee Hassan II.
Søren Kjeldsen ligger delt nummer 18 efter de første to runder i Marokko.
Søren Kjeldsen ligger delt nummer 18 efter de første to runder i Marokko. Foto: SCH?TZE REN?/FOTOGRAF RENZ SCHYTZE


Golfspilleren Søren Kjeldsen kunne fredag ikke leve op til sin gode åbningsrunde ved European Tour-turneringen Trophee Hassan II i Marokko.

I turneringens anden runde brugte han 73 slag, hvilket var fem flere end torsdag.

Præstationen fredag svarede til ét slag over banens par, og Kjeldsen er nu samlet i tre slag under par.

Han kom til dagen som delt nummer seks og tog yderligere skridt mod toppen med to birdies på de første ni huller.

Men på rundens sidste halvdel måtte han notere sig tre bogeys, så han nu ligger delt nummer 18 inden weekendens to finalerunder.

Kjeldsen er tre slag efter turneringens fire førende spillere, så løbet er ikke nødvendigvis kørt for danskeren.

De to øvrige danskere i turneringen klarede ikke cuttet til finalerunderne.

Lasse Jensen og Lucas Bjerregaard sluttede turneringen i henholdsvis fem og otte slag over par for de to runder.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.