Golflegende må opgive åbningstradition i US Masters
86-årige Arnold Palmer kan ikke længere udføre det ceremonielle åbningsslag ved majorturneringen US Masters.
Arnold Palmer åbner US Masters i 2015. Det blev sidste gang, at golflegenden slog det ceremonielle åbningsslag.
Arnold Palmer åbner US Masters i 2015. Det blev sidste gang, at golflegenden slog det ceremonielle åbningsslag. Foto: Matt Slocum/AP


Den amerikanske golflegende Arnold Palmer har slået åbningsslaget i majorturneringen US Masters for sidste gang.

Siden 2007 har den nu 86-årige Palmer haft til opgave at slå et ceremonielt tee-slag som åbning på den prestigefyldte turnering, der hvert år samler golfsportens bedste spillere på Augusta-banen i Georgia.

Det er en skulderskade, der tvinger Palmer til at stoppe.

- Jeg ville ønske, at jeg kunne fortsætte for altid, men min fysiske formåen er ikke god nok til at slå slaget, som jeg gerne vil.

- Så jeg må nøjes med at kigge på, siger Arnold Palmer.

Den tidligere topspiller vandt i løbet af karrieren syv majortitler, deriblandt US Masters fire gange. Det var i 1958, 1960, 1962 og 1964.

I 2010 gjorde den tidligere rival Jack Nicklaus ham selskab i forbindelse med det ceremonielle åbningsslag. I 2012 var det en anden tidligere konkurrent i form af Gary Player.

US Masters bliver i år spillet fra den 7. april.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.