Golfens nye vidunder er nu 24 slag under par
Jordan Spieth går tredje runde i PGA-turneringen på Maui i otte slag under par og nærmer sig to rekorder.
Den amerikanske golfspiller Jordan Spieth er tæt på flere rekorder efter endnu en flot runde lørdag. Arkivfoto
Den amerikanske golfspiller Jordan Spieth er tæt på flere rekorder efter endnu en flot runde lørdag. Arkivfoto Foto: Matt York/AP


Den amerikanske golfspiller Jordan Spieth er efter endnu en fantastisk runde nu 24 slag under par i PGA-turneringen Hyundai Tournament of Champions på Maui i staten Hawaii.

Lørdagens tredje runde afsluttede han med en eagle på 18. hul og en score på 65 slag. Otte under par ifølge turneringens hjemmeside.

Den 22-årige Jordan Spieth er inden søndagens afsluttende runde fem slag foran nummer to og har dermed kurs mod at tangere en af Tiger Woods' mange rekorder ved at blive den bare anden spiller i nyere tid til at vinde syv PGA-turneringer inden sin 23-års fødselsdag.

Lang tid før moderne golf med millioner på højkant vandt Horton Smith i perioden 1928-1930 14 turneringssejre, før han blev 23 år.

Hyundai Tournament of Champions har kun deltagelse af spillere, der har vundet en PGA-turnering i den forgangne sæson. Derfor er Tiger Woods ikke med i turneringen, og han kan dermed ikke forhindre Spieth i at komme op på siden af ham.

Men verdensranglistens nummer ét har endnu en rekord inden for rækkevidde.

Sydafrikaneren Ernie Els er den eneste spiller, der har vundet en 72-hullers PGA-turnering med en score på 30 slag eller bedre under par.

Og sjovt nok har Spieth mulighed for at tangere eller overgå rekorden på samme bane som Els. Sydafrikaneren vandt i 2003 turneringen på Kapalua-banen med en samlet score på 31 slag under par.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.