Golf: To danskere tæt på toppen - McIlroy misser cuttet
Thomas Bjørn og Søren Kjeldsen ligger lige uden for top-10 i England, mens Rory McIlroy havde en dårlig dag.
Rory McIlroy kommer ikke til at genvinde titlen i BMW PGA Championship.
Rory McIlroy kommer ikke til at genvinde titlen i BMW PGA Championship. Foto: Chuck Burton/AP


Tre danskere klarede cuttet til finalerunderne, da anden runde af BMW PGA Championship blev spillet fredag på Wentworth-banen i England.

Thomas Bjørn og Søren Kjeldsen gik runden i henholdsvis 71 og 69 slag, så de begge ligger på en delt 11.-plads i 140 slag.

Anders Hansen spillede sig op på anden runde, som han gik i 69 slag.

Danskeren, der vandt turneringen i 2002 og 2007, avancerede dermed 45 pladser samlet, så han er videre til finalerunderne fra en delt 36.-plads i 143 slag.

Sidste års vinder, Rory McIlroy, havde en meget skidt runde i hele 78 slag.

Dermed formåede verdensetteren ikke at gå videre til finalerunderne, da han samlet sluttede i 149 slag.

Søren Hansen og Lucas Bjerregaard var i samlet 146 slag et enkelt slag fra at klare cuttet.

Morten Ørum Madsen endte i samlet 148 slag, mens Thorbjørn Olesen sluttede i hele 150 slag.

Helt i top ligger Francesco Molinari, der dermed beholdt sin føring fra første runde.

Italieneren brugte 69 slag på runden og har samlet brugt 134 slag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.