Golf: Dansker sendt hjem efter rædselsrunde
Thorbjørn Olesen havde en ganske forfærdelig anden runde af European Tour-turneringen i Qatar.
Olesen er færdig i den turnering, som han sidste år blev nummer tre i.
Olesen er færdig i den turnering, som han sidste år blev nummer tre i. Foto: /AP


Den danske golfspiller Thorbjørn Olesen havde en dag til glemmebogen, da han gik anden runde af Commercial Bank Qatar Masters torsdag.

Danskeren var delt nummer 22 efter første runde onsdag, men en runde med tre bogeys indenfor de første seks huller, og en dobbeltbogey lidt senere, sendte ham på en rutsjetur ned af ranglisten.

Med 77 slag og en placering som delt nummer 86, misser Thorbjørn Olesen cuttet, og er færdig i den turnering, som han sidste år blev nummer tre i.

Torsdag sluttede Olesen samlet 11 slag dårligere end de tre førende spillere George Coetzee og Branden Grace fra Sydafrika og Bernd Wiesberger fra Østrig.

Omvendt var der fremgang for Anders Hansen, som med en runde i tre slag under par og fire under par i alt, er delt nummer 32.

Søren Kjeldsen er delt nummer 62. Han gik torsdagens runde i to slag under par.

Ligesom Thorbjørn Olesen, har Lucas Bjerregaard og Morten Ørum Madsen misset cuttet til de to sidste runder i turneringen.

Den sjette dansker i turneringen, Søren Hansen, trak sig fra turneringen før dagens runde.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.