Golden State nærmer sig første NBA-finale i 40 år
Med 40 point gjorde Stephen Curry sit til at sende Golden State Warriors foran med 3-0 i serien mod Houston.
Stephen Curry (til højre) i en tidligere kamp mod Houston Rockets.
Stephen Curry (til højre) i en tidligere kamp mod Houston Rockets. Foto: Ben Margot/AP


Golden State Warriors er kun én sejr fra en plads i NBA-finalen, hvor holdet ikke har været repræsenteret siden 1975.

For tredje gang ud af tre mulige lykkedes det nemlig for Golden State Warriors natten til søndag at slå Houston Rockets i Western Conference-finalerne.

Dermed mangler Golden State kun den fjerde og afgørende sejr for at spille sig videre til finalen, og den har holdet fire forsøg til at få. Det første af de fire forsøg er mandag i Houston.

Den tredje finale blev en ren afklapsning af Houston, der ellers på hjemmebane var udset til at bringe spænding tilbage i serien efter at have tabt to tætte udekampe. Men sådan gik det ikke. Golden State vandt overlegent 115-80.

Allerede ved pausen synes kampen afgjort. Her førte Golden State med 62-37.

Udeholdet var ført an af årets mest værdifulde spiller i hele NBA, Stephen Curry, der lavede imponerende 40 point.

Syv gange scorede Curry på et trepointsforsøg, og det har amerikaneren nu gjort 64 gange i indeværende slutspil. Det er ny NBA-rekord, og med minimum fire og maksimum 11 kampe tilbage af slutspillet bliver rekorden formentlig udbygget yderligere.

Golden State-træner Steve Kerr beundrede efter kampen sin stjernespiller.

- Jeg tror ikke, vi har set nogen, der har været så hurtig og med evnen til at skabe plads for sig selv. Han er virkelig noget specielt med den frygtløshed og selvtillid, siger træneren om Stephen Curry.

I den anden finaleserie fører Cleveland Cavaliers med superstjernen LeBron James 2-0 i kampe over Atlanta Hawks.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.