GOG smider føring til sidst og taber til Tønder
GOG tabte de sidste ni minutter med fem mål i hjemmekampen mod Tønder. Derfor vandt Tønder 29-27.
GOG var på vej mod to point, men en dårlig afslutning på kampen kostede sejren mod Tønder. (arkivfoto)
GOG var på vej mod to point, men en dårlig afslutning på kampen kostede sejren mod Tønder. (arkivfoto) Foto: Axel Schütt/Scanpix


GOG's håndboldherrer var stærkt på vej til at hoppe op på en plads i 888 Ligaens slutspilsfelt, men en føring på tre mål blev sat over styr i de sidste minutter i hjemmekampen mod Tønder.

I stedet kunne Tønder rejse fra Gudme med en sejr på 29-27.

Fynboerne havde kampen igennem været foran med et par mål - i kortere perioder op til fire mål.

Da rutinerede Torsten Laen med under ti minutter tilbage af kampen gjorde det til 25-22, så det ud til, at hjemmeholdet ville kunne fejre sæsonens tredje ligasejr i kamp nummer fem.

Men sådan skulle det ikke gå. Føringen blev sat over styr, og i stedet scorede Tønder to gange i kampens sidste minut og snuppede dermed de to point.

Derfor hopper Tønder forbi GOG i rækken og indtager niendepladsen. Begge hold har fire point.

Et point bag dem finder man Sønderjyske, der spillede 28-28 på hjemmebane mod Mors-Thy, der er nummer fire i rækken.

HC Midtjylland er nummer fem efter en 27-26-sejr ude over Skanderborg. Sejrsløse Skanderborg er nummer 12 ud af rækkens 14 hold efter fem spillerunder.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.