GOG og Sønderjyske er tilfredse efter hektisk remis
Sønderjyske var bagud med 11-17 i første halvleg, men kom tilbage i kampen mod GOG, der endte uafgjort 26-26.
GOG's Minik Dahl Høegh scorede med 30 sekunder tilbage af kampen mod Sønderjyske, og kunne dermed sikre sit hold et enkelt point på hjemmebanen i Gudme.
GOG's Minik Dahl Høegh scorede med 30 sekunder tilbage af kampen mod Sønderjyske, og kunne dermed sikre sit hold et enkelt point på hjemmebanen i Gudme. Foto: GRAVERSEN ANITA/GRAVERSEN ANITA


Efter et imponerende comeback af Sønderjyske blev det til uafgjort 26-26, da holdet gæstede GOG i herrernes håndboldliga.

Dermed ligger Sønderjyske nu på syvendepladsen i ligaen med 17 point, mens GOG indtager ottendepladsen med 16 point.

Begge klubber lægger med lørdagens ene point afstand til Skanderborg, der på niendepladsen ligger lige uden for de placeringer, der giver adgang til slutspillet.

Sønderjyske var bagud med 11-17 undervejs i første halvleg, men formåede ved hjælp af en god anden halvleg at vende kampen og få uafgjort med hjem fra Gudme.

Og opgøret var også en blandet fornøjelse for Sønderjyskes træner, Morten Henriksen.

- I første halvleg var vi vanvittigt udfordrede i vores forsvarsspil, og vi manglede måske også lidt redninger inde i målet. I anden halvleg begyndte vi så at få godt fat i forsvaret, og vi fik GOG til at løbe lidt efter os, siger han

Det var faktisk tæt på, at Sønderjyske kunne løbe med begge point, og klubben var foran med 25-23, da der var kort tid tilbage af kampen.

- Desværre gik vi lidt kold de sidste fem minutter, men set over hele kampen så var det måske også meget fair, at den endte uafgjort.

GOG's profil Minik Dahl Høegh scorede kampens sidste mål, da han 30 sekunder før tid bragte stillingen på 26-26.

- I første halvleg følte vi egentlig, at vi havde godt styr på det. Men så begyndte vi at lave nogle dumme fejl, og vi stod heller ikke vores bedste defensive kamp.

- Så jeg synes helt klart, at vi har noget at ærgre os over. Vi skal kunne få begge point på hjemmebane, lyder det fra GOG's venstre back, der scorede fem mål i kampen.

Alt i alt mener han dog, at uafgjort er et fair resultat for begge mandskaber.

- I store dele af kampen havde vi måske fortjent sejren, men når man så ser på de sidste fem minutter, så tror jeg egentlig, at begge hold er lige tilfredse.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.