GOG-helt efter KIF-skalp: Jeg skulle bare skyde og skyde
GOG's Minik Dahl Høegh lykkedes med sine afslutninger, da KIF Kolding blev besejret i håndbolddrama.
Minik Dahl Høegh overstrålede alle i slutfasen af GOG's sejr over KIF (arkivfoto).
Minik Dahl Høegh overstrålede alle i slutfasen af GOG's sejr over KIF (arkivfoto). Foto: IDA MUNCH/POLFOTO


GOG Håndbold måtte i gennem et drama, inden holdet lørdag aften havde slået KIF Kolding København 26-25 og taget et stort skridt mod en af de otte slutspilspladser i herrernes håndboldliga.

Den grønlandske bagspiller Minik Dahl Høegh blev den helt store helt med otte scoringer.

Særligt i slutfasen funklede han med tre mål, da GOG vendte 21-24 til sejr i de sidste ni minutter.

- Da vi var bagud til sidst, fik jeg bare at vide "skyd, skyd, skyd", og så var jeg heldig at ramme dagen med mine afslutninger, som gik ind i dag, siger Minik Dahl Høegh.

- Jeg er glad for, at det lykkedes, for jeg er meget, meget sulten efter, at vi kan tage den sidste plads i slutspillet, tilføjer han.

Med sejren rykkede GOG op på syvendepladsen i Boxer Herreligaen, hvorfra de otte bedste går videre til slutspillet.

Inden de to sidste spillerunder i grundspillet har GOG 26 point på syvendepladsen, mens Århus Håndbold og Sønderjyske følger efter med henholdsvis 25 og 24.

I de sidste runder skal GOG møde nummer seks, HC Midtjylland, på hjemmebane og nummer tre, Bjerringbro-Silkeborg, ude.

- Jeg kan forstå, at Århus også vandt i dag, så jeg tør næsten ikke spå om hvor mange point, vi skal have for at nå slutspillet.

- Jeg håber, det er nok at tage to mod Midtjylland, hvor vi måske er bittesmå favoritter, men måske er tre point nødvendigt, siger Minik Dahl Høegh.

Hans træner, Jakob Larsen, håber også, at pladsen blandt de otte bedste kan sikres hjemme mod Midtjylland 12. marts.

- Det bliver en svær kamp, men jeg håber, det er rigeligt at vinde den, så vi ikke skal til BSV og have point.

- Men lige nu er jeg bare glad, tilfreds og lettet over sejren over KIF. Vi var i problemer, men kæmpede flot og viste stor moral. Vi udnyttede vores chancer til sidst og formåede at holde dem fra fadet, siger GOG-træneren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.